Mobilen bliver din nye pung

Til efteråret kan du betale med din mobil - ganske ligesom du kan med dankortet. Så skal du have nyt klippekort til bussen eller købe en sodavand i automaten, bruger du bare dine mobilpenge.
Fakta

Sådan tilmelder du dig

Hvis du vil have din mobil til at fungere som pung, kræver det blot, at du har netbank. Her kan du tilmelde dig ordningen med dit mobilnummer.

Og når din mobil er tilmeldt, er der ganske ligesom med dankortet en grænse for, hvor mange penge, der kan bruges pr. dag. På mobilen bliver loftet 1.500 kroner.

I fremtiden slipper du for at have kontanter på dig. Du bruger nemlig din mobil de steder, hvor du ikke kan bruge dit dankort. Det kan for eksempel være i vaskeriet, eller når du skal købe en parkeringsbillet.

Mobilen bliver ganske enkelt din nye pung. Det er bankerne, der er gået sammen om at tilbyde mobilpenge til danskerne.

- Vi regner med at starte i oktober eller november, hvor de første butikker vil tage imod mobilpengene, siger kommunikationschef Søren Winge, Nets (det tidligere PBS).

Fakta

Nemt at bruge

Hvis du f.eks. skal med bus, så sender du en sms til et bestemt nummer. Derefter får du en sms tilbage, der spørger, om det er det og det produkt til den og den pris, du ønsker.

Hvis svaret er ja, får du tilsendt en virtuel billet, som du kan vise på mobiltelefonen, når du går ind i bussen.

Allerede nu er det muligt bl.a. at købe billetter hos DSB via overtakserede smser.

Du kan læse mere om mobilpenge her.

Pas på mobilen

Hvis du bliver en af dem med mobilpung i lommen, så dur det ikke længere at lade den ligge og flyde på bordet. Hvad enten du er på arbejde eller på café. Du skal vise agtpågivenhed, og har du ikke vist det, kan du selv komme til at betale, siger Søren Winge.

Har du vist agtpågivenhed og bliver mobilen stjålet, er det ikke dig, der skal betale.

- Vi kan som udgangspunkt ikke regne med, at alle har et password til deres telefon. Der er ikke krav til personlig kode, som ved dankortet. Derfor bliver det banker og/eller forretningerne, der skal dække de stjålne beløb. Det bliver ikke forbrugeren, siger Søren Winge.

Mister du din mobil, skal du selvfølgelig sørge for, at den bliver lukket. Ganske ligesom du skal sørge for, at dankortet bliver lukket, hvis det bliver stjålet.

Teleselskaberne vil være med

Som udgangspunkt bliver det forretningerne, der kommer til at betale udgifterne ved det nye betalingssystem. Det kan de blandt andet gøre ved at lægge udgiften oven i varen.

Også teleselskaberne TDC, Telia, 3 og Telenor regner med at tilbyde danskerne mobilpenge, men kan endnu ikke sige noget om, hvornår det bliver en realitet. Lige i øjeblikket forhandler teleselskaberne med bankerne om at være fælles om at tilbyde danskerne mobilpenge.