Hammer og sav hjalp Stefan videre

Uddannelse:   Kriminalitet, hash, psykisk sygdom. Men Stefan har kæmpet sig op af sumpen med hammer og stemmejern.
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk
Fakta

Base Camp redder de unge

Et frafald på 50 procent fik Roskilde Tekniske Skole til at etablere grundforløbet Base Camp, der samler unge op, der ikke passer ind i et almindeligt grundforløb.

Det startede efter sommer sidste år, og der går nu 13 elever på forløb som murer, tømrer, snedker og maler.

- Ingen er endnu selv sprunget fra, understreger de to faglærere Peter Hansen og Nicolas Fischer, der har udviklet Base Camp.

Base Camp på Roskilde Tekniske Skole varer et halvt år eller mere. Langt de fleste deltagere vælger at fortsætte på den etårige uddannelse som byggemontagetekniker.

Stefan Jansgaard har hårde odds i livet. Men på det særlige bygge-anlæg-grundforløb "Base Camp" på Roskilde Tekniske Skole har han kæmpet sig til et nyt liv med hammer og stemmejern i hænderne.

Skizofren, maniodepressiv, OCD - tvangsneurose - massivt misbrug af hash, stoffer, kriminalitet, på kant med sin mor, elendig folkeskole, afbrudte uddannelser. Det er Stefans bagage i en alder af 18 år.

- Det var umuligt at passe en skole. Jeg bor for mig selv og skulle klare mig uden penge, siger Stefan Jansgaard, mens han bruger stemmejernet i skolehallen, hvor hårdtpumpet techno i højttalerne overdøver den hvinende rundsav.

Bliver pumpet med energi

Efter sommeren droppede han ud af grundforløbet på bygge-anlæg.

- Så præsenterede de Base Camp. Men nej tak, det gad jeg ikke. Lige indtil jeg snakkede med de to lærere Nicolas og Peter, så fik jeg pludselig lyst, siger han med et fast blik under det kortklippede hår.

For første gang oplevede han lærere, der tog sig af ham - og kun ham.

- De har så meget energi, som de pumper ind i os. De roser os og får os op om morgenen. Det er første gang nogensinde, jeg har lyst til at gå i skole, siger Stefan Jansgaard.

Fremtiden venter

Han får nu også den rigtige medicin, som holder lidelserne under kontrol - og det er slut med hash.

Fremtiden ligger klar. Efter grundforløbet næste forår tager han den etårige uddannelse som byggemontagetekniker.

- Uden Base Camp var jeg kommet helt på afveje med kriminalitet og hash. Nu vil jeg gerne have et helt almindeligt liv. Det andet har jeg prøvet, siger Stefan Jansgaard.



• Forsiden lige nu •