Du kan bare mærke, at din søde kollega synes, du er rigtig interessant. Men hvad gør man, hvis man ikke selv har de samme følelser?
Fakta
4 gode råd til at afvise en kollega
- Vær ærlig
- Vær diskret
- Spil ikke eks-kæreste kortet
- Find ud af, om det er rigtigt
Der bliver sendt lange blikke og ros din vej hver dag. En af dine kolleger er faldet for dig, og du har slet ikke den samme fascination af vedkommende.
Hvordan afviser man en god kollega, så det ikke bliver et problem på arbejdspladsen fremover?
Det giver sexolog og parterapeut Flemming Bogø her fire gode råd til.
4 gode råd til at afvise en kollega
1. Vær ærlig
Forbered en sætning, som du senere kan sige til din kollega, der er vild med dig. Flemming Bogø foreslår denne:
- Det er rigtig dejligt at mærke din interesse, jeg har bare ikke de samme følelser som dig. Jeg vil ønske dig held og lykke i din videre søgen, og jeg er sikker på, at du nok skal finde mange andre.
2. Vær diskret
Fortæl det til personen i et rum, hvor det kun er jer to.
- Så føler personen ikke, at man bliver afklædt eller udstillet, og det er selvfølgelig vigtigt, siger sexologen.
3. Spil ikke eks-kæreste kortet
Det er ikke en god idé at lyve om, at man stadig ser sin eks-kæreste eller ser en anden, hvis man ikke gør det, mener Flemming Bogø.
- Det tænder bare et håb, for så tror personen, at der er en chance, når eks-kæresten er ude af billedet, siger han
4. Find ud af, om det er rigtigt
Selvom du måske ikke er helt sikker på, at din kollega gerne vil i nærkontakt med dig, er det en god idé at finde ud af det. Parterapeuten giver dette bud på det svære spørgsmål:
- Det virker som om, at du har en interesse i mig, som mere end en kollega. Og jeg må bare sige: Jeg har det ikke på samme måde.