Fakta
På festival med fagforeningen
3F har indtil videre været på Skive Festival, Haze over Haarum og Nibe Festival. Her kan du møde 3F i juli og august:
Nibe Festival: 29. juni til 2. juli
Vig Festival: 7. juli til 9. juli
Grøn Koncert: 17. juli til 24. juli
Langelandsfestival: 23. til 30. juli
Wonderfestiwall på Bornholm: 25. til 27. august.
Pssst, pssst, pssst.
Lyden af dåseøl, der åbnes, blander sig med hosten, højrøstede og grødede stemmer.
Rundt omkring kigger folk ud af deres telte. Klokken er 10.30, og de 900 festivalgæster i 3F LUX Camp, der har sin helt egen lejr på Skive Festival, er så småt ved at vågne. De 900 gæster i Lux Campen er det største antal, der har været. Sidste år var der omkring 300 deltagere.
Formand for 3F Ungdom Peter Bøgh er glad for, at så mange har valgt at benytte sig af tilbuddet om at komme på festival med 3F:
- Det vigtigste er, at vi møder de unge på deres præmisser. De skal vide, at fællesskabet også findes, når de har fri, siger han.
For ham er det vigtige, at de unge ved, at 3F er der.
Der bliver bundet øl og slappet af i skyggen, inden koncerterne starter om aftenen. Der er 16.000 gæster på Skive Festival i begyndelsen af juni, der er kommet for at høre blandt andet Kim Larsen, Suspekt og Sort Sol.