Fakta
3F'ernes pension
Om PensionDanmark
Administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 618.000 medlemmer beskæftiget i 23.000 private og offentlige virksomheder.
Om Industriens Pension
Arbejdsmarkedspension for timelønnede i industrien og fødevaresektoren. Etableret af fagforbundene i CO-industri og DI. 400.000 medlemmer er med i pensionsordningen, og 9.000 virksomheder indbetaler.
Som medlem i Industriens Pension eller PensionDanmark går dine indbetalinger både til opsparing og forsikringer. Opsparingen er til din pension. Og med forsikringerne kan du få udbetalinger, hvis du for eksempel bliver alvorlig syg eller ikke kan arbejde. Dine efterladte er også sikret en udbetaling, hvis du dør før pensionsalderen.
Hvis du for eksempel køber bolig, får børn eller bliver gift, er det vigtigt også at kigge på forsikringerne, så du sikrer, at du får mest muligt ud af dine indbetalinger.
Fakta
Dine forsikringer
Medlemmer af Industriens Pension:
- Forsikring ved visse kritiske sygdomme
- Forsikring ved tab af erhvervsevne
- Forsikring ved dødsfald
- Læs mere her
Medlemmer af PensionDanmark:
Skru op og ned for forsikringerne
Er du alene, har du måske ikke brug for, at dine efterladte får rigtig mange penge, hvis du dør. Så kan det være en ide at sætte forsikring ved død ned, sådan at din gamle faster ikke står til en meget stor udbetaling, hvis du dør.
Men får du børn, er det måske afgørende, at din ægtefælle har råd til at blive i huset, hvis du dør. Så kan du sætte forsikringen op.
Køber du bolig, har du måske brug for at sætte din forsikring ved førtidspension (gælder medlemmer af PensionDanmark) eller ved tab af erhvervsevne (for medlemmer af Industriens Pension) op, så du kan klare dig økonomisk, selvom du ikke kan arbejde.
Omvendt kan det også være, at du hellere vil spare ekstra meget op til pension og derfor hellere vil sætte forsikringen ned og i stedet brug pengene til pension.
Juster forsikringer over nettet
Du betaler for forsikringerne gennem de månedlige indbetalinger. Hvis du sætter forsikringerne op, opsparer du lidt mindre til pension. Sætter du forsikringerne ned, sætter du omvendt mere ind på opsparingen.
Hos Industriens Pension finder du en beregner, som viser, hvad større eller mindre forsikringer vil betyde for din opsparing. Se mere på "Min Side" på industrienspension.dk. Her kan du også sætte dine forsikringer op eller ned.
Hvis du er medlem af PensionDanmark kan du justere dine forsikringer via "Din Egen Pension" på pension.dk.