Giv dit barn madglæden igen

Mange børn er kræsne. Men det er muligt at give dem madglæden igen, også selvom de ikke får serveret hamburgere og pasta hver dag.
Fakta

5 gode råd mod kræsenhed


  1. Gør måltidet til en hyggelig stund i familien.

  2. Lad være med at give særforplejning, men hav et par "børnefavoritter på menuen hver uge".

  3. Lad barnet selv vælge blandt de sunde madvarer og bliv ved med at tilbyde det, men tving ikke barnet til at smage.

  4. Tag barnet med i køkkenet. Børn er mere åbne, hvis de selv har været med til at lave maden.

  5. Spar på det søde og lov aldrig slik, kager og dessert  som belønning for at spise middagsmaden.


Læs mere om børn og kræsenhed her.

De fleste forældre har oplevet, at deres børn har rynket på næsen over maden. At de ikke gider spise gulerødder, eller kød eller bare ikke gider at spise.

- Hvis dit barn ikke bryder sig om grøntsager, så lad være med at lave et stort drama ud af det. Men tab ikke tålmodigheden. Tilbyd i stedet grøntsagerne igen og igen i forskellige variationer, siger Karin Fisker fra Alt om kost.

Lad barnet smage på maden

Til dagligt rejser Karin Fisker rundt til kommunerne og hjælper med at skabe sunde madvaner for børn og unge. Hun mener, det er vigtigt at børn motiveres til at smage på maden, og at de får tid til at lære den nye mad at kende.

Acceptér desuden, at der er nogle ting, børn i perioder ikke bryder sig om - for eksempel broccoli.

- Undersøgelser viser, at vi skal smage noget op til 8 til 10 gange, før vi med sikkerhed kan sige, om vi kan lide det eller ej. Så børn skal se og smage nyt mad nogle gange, før de får smag for det, siger Karin Fisker.

Lad barnet passe sin tallerken i fred og ro, og gå ikke i panik, hvis det ikke spiser noget. Husk at børn ikke dør af sult, fordi de ikke spiser et måltid mad eller to. Børns appetit er svingende, og spiser de ikke middagsmaden, så tilbyd dem en rugbrød eller et æble senere. Lysten til mad skal nok komme igen.

Skær ned på sukkeret

Undgå de søde mellemmåltider som kage, slik og sodavand. Det søde tager appetitten fra alt det sunde mad, og det kan hurtigt blive en vane.

- Slik skal holdes væk så meget som muligt. Og lad så børnene få det, når der er en anledning. Som for eksempel med  chokoladeæg i påsken, eller når bedsteforældrene serverer en kage, siger Karin Fisker.

Giv i stedet barnet et stykke frugt, en grovbolle eller gulerod som mellemmåltid.