Er du en sur eller sød forælder på sidelinjen?

Klumme:   Der er de sure forældre, der er højrøstet uenige med dommeren. Og så er der de søde - dem der er klar til at give en sodavand efter lilleput-kampen. Sur eller sød forælder på sidelinjen - få gode råd fra Vibeke Lund.
Fakta

Om Vibeke Lund

Vibeke Lund er professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring. Hun har flere års erfaring med rådgivning af virksomheder og medarbejdere, der ønsker at sætte sundhed højt på dagsordenen.

Vibeke Lund er blandt andet sundhedscoach for håndværkere og mænd i bygge- og entreprenørbranchen og kost- og motionsvejleder.

3 fif til de sure voksne

1. Det er faktisk ved at være et problem at skaffe dommere til kampe i børneidrætslivet, fordi de skal stå model til en masse sure forældretilråb eller det, der er værre. Gå foran med et godt eksempel, hvis dit barn skal lære fornøjelsen ved fair play.

2. Lær dit barn, at man ikke kan vinde hver gang. Tab og vind, men styr dit sind. Det er kun menneskeligt at fejle - selv for en uddannet dommer - og nogle gange er livet bare ikke helt retfærdigt.

3. Giv dit barn chancen for en gang i mellem at dyrke sin sportsgren, uden at du altid står på sidelinjen og har en mening om alt. Børn har også brug for privatliv og for at komme hjem efter kampen og fortælle om den med egne ord.

4 fif til de søde voksne

1. Hvis du gerne vil være parat med noget lækkert til dit barn lige efter kampen, så undgå for Guds skyld sukkerstads. Efter hård træning og kamp har dit barn brug for god mad og drikke. Det kunne være en rugbrødsmad, frisk frugt og dejligt koldt vand.

2. Det er en udpræget misforståelse, at sportsglade og aktive børn bedre kan tåle sukker og usunde fødevarer end andre. Faktisk forholder det sig lige omvendt. Jo mere man bruger kroppen, des vigtigere er det, at der kun kommer sund mad inden for vesten. Glem fokus på kalorier og tænk i stedet på vitaminer og mineraler. Især efter sport.

3. Sørg selv for at have spist og drukket, inden du tager af sted til sport med dit barn. Alternativt kan du have lidt brød, frugt og vand med i håndtasken. Dit lave blodsukker og dermed trangen til noget sødt kan få dig til at synes, I begge skal have en is efter kampen.

4. Vis din respekt, stolthed og kærlighed med en krammer eller velfortjent ros – ikke med "frit valg på alle sukkerhylder".

Fakta

Spørg om sundhed

Du kan også stille spørgsmål om sundhed, kost og motion til Lev bedres brevkasse. Send en mail til redaktion@3f.dk og skriv "Sundhed" i emnefeltet.

Brevkassen: Sødemidler

Hej Vibeke
Jeg så forleden, at man kunne få sødetabletter lavet af Stevia. Er det et bedre alternativ til de tidligere sødemidler?
Hilsen Henriette fra Hals

Kære Henriette
Stevia er et naturprodukt, der hverken indeholder kalorier og eller påvirker blodsukkeret. Hvor det kan bruges, er det derfor et godt alternativ til andre kunstige sødemidler. Der kan dog være en lakridsagtig smag forbundet med Stevia. Blandt andet derfor kan det ikke erstatte sukker eller sødemidler i alle produkter.
Hilsen Vibeke