På fuglejagt i lufthavnen

Foto:   Lars Corse er en af 12 jægere, der arbejder i Københavns Lufthavn. Teamet sørger for, at fugle og andre levende dyr ikke bliver suget ind i flymotorer eller distraherer piloterne, når de skal lande og lette.

Lars Corse, 38, har arbejdet i Københavns Lufthavn i 10 år. I de seneste fem år har han været en del af et hold på 12 jægere, der sørger for, at fugle og andre levende dyr ikke bliver suget ind i flymotorer eller distraherer piloterne, når de skal lette og lande.

Jobbet byder på både nat- og dagvagter, hvor Lars Corse og hans kollega holder start- og landingsbaner fri for dyr.

- Det er et spændende og frit job, når man interesserer sig for naturen, forklarer Lars Corse, der er på vagt med hunden Indie.

Normalt er det hovedsageligt fugle, Lars Corse skyder ned.

- Men jeg har også skudt en ræv. Og set en blive kørt over. Det var ikke noget kønt syn.

5 om fuglejagt



  1. Jægerne i lufthavnen sørger for, at ingen dyr forstyrrer lufttrafikken.



  2. Specielt under starten er det vigtigt, at flyene kan udnytte motorernes fulde styrke, og at piloterne ikke bliver distraheret af dyrene.



  3. Jægerne har forskellige redskaber. De tæller et jagtgevær, lasere, fugleskrig, signalpistoler og kanonslag.



  4. Jægerne benytter sig også af hunde, der bruges til at skræmme dyrene og hente nedskudt vildt.



  5. Jægerne har tilladelse til at bryde fartbegrænsningen i lufthavnen og kan køre gennem besværligt terræn.