Klar til badeferie

Multimedie: Over 100 mennesker drukner hvert år i Danmark. Louise Hansen er livredder på Falster og giver gode råd til sikkert strandliv.
AF Kate May Lind, Fagbladet 3F, katemay.lind@3f.dk
20-årige Louise Hansen griner højt ved spørgsmålet om, hvor længe man skal vente med at bade, når man har spist frokost.

- Det er altså en skrøne, at man skal vente en time med at bade, når man har spist. Du kan bade med det samme, med mindre du har indtaget enorme mængder af mad.

Louise Hansen slår normalt sine folder i Svømmecenter Falster, hvor hun sammen med 10 kolleger holder øje med badegæsterne. Og så underviser hun også i babysvømning.

- På stranden er det en vigtig regel hele tiden at holde vågent øje med børnene og give dem svømmevinger på. Men når man skal lære at svømme, er det bedst at droppe alle hjælpemidler, råder livredderen.

Hold øje med strandens flag

Ude på den tillokkende Bøtø Strand er de første tyske turister ved at sætte parasoller op. Louise kigger op på flaget.

- Det er simpelthen det første, man skal kigge efter. Flaget viser, hvor vinden blæser fra. Og det er vigtigt at vide, når man bader. Lige så vigtigt som at tjekke bundforhold, lyder rådet fra Louise Hansen.

Du skal altid følge retningslinjer for badning. Flagene på stranden er vigtige. Den internationale livredningsorganisation ILS indførte i 2008 en ny type flag.

Fakta

De 5 baderåd

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

Vær opmærksom

Slå hurtigt alarm: Er du vidne til en drukneulykke, så slå alarm så hurtigt som muligt ved at ringe 112.

Er personen reddet i land, så gå i gang med genoplivning. Hjertestop ved drukneulykker skyldes næsten altid iltmangel.

Drop alkohol: Omkring hver tredje drukneulykke i Danmark involverer alkohol. Hold dig til vand, hvis du vil bade.



• Forsiden lige nu •