20 kroner i timen og hjem som invalid

Fagbladet TV: Arbejde i Danmark til 20 kroner i timen endte brat, da Adam Szaj faldt syv meter ned fra taget på en lagerhal og ramte et betongulv. Ingen vil tage ansvar for ulykken, der har gjort polakken invalid på livstid.
Af Jesper Nilsson, Fagbladet 3F, jesper.nilsson@3f.dk
Fakta

Læs mere polske Adam Szaj

Fagbladet 3F har opsøgt 45-årige Adam Szaj, der efter to en halv måned på et dansk sygehus med brækket ryg endelig kom hjem til et hospital i Polen.

Læs hele Adams historie her.

Smalhals for Adams familie. Læs mere her.

Læs om danske firmaers brug af under-under leverandører her.

3F kræver skærpelse af lovgivningen. Læs mere her.

For 45-årige Adam Szaj er det udmattende at fortælle sin historie til Fagbladet 3F. En plasticslange boret gennem halsen forsyner ham med ekstra ilt, fordi de delvist lammede lunger ikke kan klare opgaven. Elektroder på brystet overvåger hjerte og puls.

Store dele af kroppen er lammede efter et fald på syv meter mod betongulvet i en lagerbygning i virksomheden GM Plast A/S i Hedensted for fem måneder siden.

Her trådte Adam Szaj under arbejde på lagerhallens tag sent om eftermiddagen igennem en ovenlysplade og styrtede syv meter ned. Polakkens over 100 kilo tunge, utrænede krop ramte betongulvet med et brag.

Hjælpeløs lå han mellem lagerreoler med to brækkede lårben, en brækket arm og brud på ryggen og nakken. I alvorlig livsfare blev han i ambulance i al hast kørt til Skejby Sygehus.

En anden polak fra det fire mand store sjak, der arbejdede på opgaven, ringede 112 - mens to andre polakker fortsatte med at arbejde, fremgår det af Arbejdstilsynet rapport, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i. Her står også, at arbejdet på taget var ulovligt, og at der ikke var sikret mod fare for gennemstyrtning.

Nu ligger Adam Szaj på en intensivafdeling på det 150 år gamle hospital Strusia i centrum af Poznan i det vestlige Polen.

Et brud på den øverste del af rygsøjlen betyder, at han aldrig kommer tilbage til sit tidligere liv som familiefar og forsørger.

5.000 kroner om måneden

Adam Szaj blev af en tidligere arbejdskollega i Poznan, der havde kontakter til en polsk entreprenør med arbejde i Danmark, stillet i udsigt, at han på akkord kunne tjene mellem 2.000 og 8.000 polske zloty om måneden.

Det svarer til mellem 4.000 og 16.000 kroner.

Eneste krav fra den polske entreprenør Jan Marek Karlinski, der udfører opgaver i Danmark, var, at Adam Szaj blev selvstændig med eget firma og tegnede en privat ulykkesforsikring for arbejde i udlandet.

Adam Szaj rejste til Danmark i sommeren sidste år for at gå i gang med at arbejde.

Den første måned - august 2010 - fik han af entreprenør Jan Marek Karlinski besked på at skrive en regning på 3.401 zloty - lidt over 6.000 kroner - for sit arbejde i august på forskellige byggepladser i Danmark.

Udgifter til benzin til fællestransport mellem arbejdsstederne skulle dog trækkes fra.

Så Adam Szaj stod med omkring 2.500 zloty eller 5.000 kroner i hånden for en måneds arbejde. Med 10-12 timers arbejde om dagen - og ofte også i weekenderne - blev det til en timeløn på omkring 20 kroner.

Alle løber fra ansvaret

Adam Szaj er vred over, at ingen tager ansvar for arbejdsulykken.

- Det var entreprenør Jan Marek Karlinski, der ledte og fordelte arbejdet. Det var ham, der ordnede det hele sammen med den dansk-polske entreprenør Waldemar Robert Wolniewicz. Han havde hyret Kalinski som underleverandør på renoveringen af taget på lagerbygningen i Hedensted. Det er sindssygt at alle løber fra deres ansvar, siger Adam Szaj.

Forsikringsselskabet Generali, hvor Adam Szaj havde tegnet en privat forsikring som selvstændig erhvervsdrivende, har afvist at udbetale erstatning. Adam Szaj havde udfyldt forsikringspapirerne forkert og derfor dækker den ikke ulykken.

Heller ikke de polske myndigheder har taget affære. Ulykken er sket i udlandet og ikke på polsk jord. Derfor ville hospitalsvæsenet i Polen ikke modtage deres statsborger, da han var færdigbehandlet for de akutte, livstruende følger af styrtet fra syv meters højde.

Adam Szaj kom således til at ligge på Skejby Sygehus i to og en halv måned i respirator efter endt behandling, inden det lykkedes en overlæge at gennemtvinge en udlevering til Polen. Udgifterne for opholdet på Skejby Sygehus løber op i to en halv million kroner.

Indtil videre er regningen overladt til de danske skatteydere.

Læs hele Adams historie i Fagbladet 3F her.



• Forsiden lige nu •