22. jul 2010 kl. 10:45

Forældre tager for let på børns fritidsjob

Reglerne for unge fritidsjobbere er tilgængelige for enhver. Alligevel lader danske forældre børnene knokle løs.
Af Maibrit Jürs, Fagbladet 3F, maibrit.jurs@3f.dk
Fakta

Forældre kan straffes

Forældre til fritidsjobbere under 18 år kan straffes med bøde, hvis de ved, at deres børn arbejder under ulovlige forhold, og ikke gør noget ved det.

Hvis du har mistanke om, at dit barns arbejdsplads ikke overholder reglerne, bør du kontakte din eller dit barns fagforening.

Du kan også ringe til Fagbevægelsens Hotline på tlf. 80 24 10 10

Unge under 18 år må højst arbejde otte timer i træk. Men knap 20 procent af danskernes børn overtræder den regel. Det viser en undersøgelse, som Fagbladet 3F har gennemført i samarbejde med Analyse Danmark.

Og det vækker tilsyneladende ikke bekymring hos forældrene. Samme andel vil nemlig godt lade barnet arbejde mere end otte timer i træk, hvis lønnen er god nok.

Men det er et problem, for de unge skal ikke slides op.

- Børn og unge skal ikke være billig arbejdskraft. De skal kunne tjene lommepenge og få lidt erfaring, men de skal ikke slide sig ihjel, siger Morten Skov Christiansen, ungdomskonsulent i LO.

Kender ikke reglerne

I Arbejdstilsynet kender man også til problemet med, at skolesøgende unge arbejder for meget.

- Vi får ind i mellem henvendelser fra forældre, der er i tvivl om reglerne for deres børns arbejdstider, siger Tanja Krabbe, pressekoordinator i Arbejdstilsynet.

Men det er langt fra alle forældre, der gør sig den ulejlighed. Kun 20 procent af de adspurgte i Fagbladets undersøgelse svarer, at de kender reglerne for unges arbejdstider til fulde.

- Der er virkelig nogle forældre, der sover i timen, siger Lars Midtgaard Andersen, formand i 3F Ungdom.

Fakta

Om 3F Ungdom

På 3F Ungdoms hjemmeside finder du flere informationer om regler i forbindelse med fritidsjob.

Unge under 18 år kan desuden blive medlem af fagforeningen for 1 krone om dagen.

Læs mere her.

Børn uden fagforening

Samtidig er under syv procent af de unge fritidsjobbere medlem af en fagforening.

Når forældrene ikke kender reglerne, har de svært ved at rådgive deres børn. Derfor har de unge i særlig grad brug for en fagforening.

Morten Skov Christiansen mener, at det vil stille de unge meget stærkere, hvis de får problemer på jobbet.

- Rigtig mange unge arbejder under forhold, der overskrider reglerne. Derfor er det vigtigt, at de har en fagforening, der kan hjælpe og rådgive dem, siger han.

• Forsiden lige nu •