Fakta
Rasmus Jønsson
Født 1970. Uddannet cand.comm. Har siden 2001 arbejdet som kommunikationsrådgiver for organisationer, virksomheder og partier, senest for det daværende Ny Alliance.
Er partner i kommunikationsfirmaet NEW DEALS og ansat som ekstern lektor på Kommunikation på RUC. Har også skrevet bøger og rapporter om dansk politik.
Normalt, når der kommer en chok-måling, er det politikerne, der får smæk. Sådan kunne man også vælge at udlægge ugens Gallup-måling, der viser, at befolkningen har et overraskende ringe kendskab til vores toppolitikere. Men konklusionen for målingen kunne også vendes om og bruges til at illustrere, at der hersker en stor demokratisk slaphed hos en del borgere i dette land.
Ukendskab
Det virker besynderligt, at over halvdelen af befolkningen ikke kan svare på, at sundhedsminister Astrid Krag kommer fra SF, eller at vores børne- og undervisningsminister Christine Antorini er socialdemokrat. Begge er ministre for områder, der er væsentlige for rigtig mange menneskers hverdag, og det er områder, der nærmest dagligt bliver behandlet grundigt i medierne.
Og selvfølgelig er det vigtigt, at borgerne i et land nogenlunde kan placere deres politikere. For har man så ringe et kendskab til politikerne, at man ikke kan sætte partinavn på, er det svært at forestille sig, at kendskabet til deres politik er meget større.
Ingen undskyldning
Det er ikke fordi borgerne behøver at være politiske nørder, der i detaljer kender deres politikere og politik. Men det virker skørt, at omkring hver fjerde dansker ikke ved, hvilket parti Mette Frederiksen kommer fra. Hun har været fast inventar i dansk politik i mange år og bestrider en tung ministerpost.
Normalt vil politikerne og medierne få skylden for, at vi ikke kender vores politikere bedre, men den går ikke denne gang. Vores toppolitikere kæmper i døgndrift for at komme i medierne og debattere politik, og medierne har aldrig tidligere dækket det politiske mere intenst, end de gør i disse år. Så der er alle muligheder for, at borgerne kan få viden om og blive klogere på politik.
Ansvaret ligger hos borgerne selv, der bliver nødt til at prioritere politik og demokratiet noget mere. For hvis vi kan være på fornavn med en bred vifte af tv-kokke og reality-stars, burde vi også have overskud til at tilegne os et nogenlunde kendskab til vores politikere. Et demokrati skal ikke tages for givet, det skal passes, plejes og tages alvorligt af os alle sammen!