Fagbladet3f.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra Fagbladet3f.dk igen.  Læs mere om cookies

Hver femte kvinde i 3F udsat for sexchikane

Danmark har førstepladsen i EU over antallet af sexchikaneofre. Og hele 20 procent af de kvindelige 3F’ere har oplevet sexchikane på deres arbejdsplads. Det har store konsekvenser, siger psykolog.
Fakta

Danmark topscorer i seksuel chikane

Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) har i 2014 spurgt 42.000 europæiske kvinder om sexchikane. Undersøgelsen viser, at:

  • 55 procent af kvinderne i EU siden 15-års-alderen har oplevet en eller anden form for sexchikane.
  • 32 procent af alle ofre for sexchikane svarer, at gerningsmanden var en chef, kollega eller kunde.
  • 21 procent - eller én ud af fire europæiske kvinder - har oplevet det inden for de sidste 12 måneder.
  • 37 procent af de danske kvinder oplyser, at de inden for de sidste 12 måneder har været udsat for sexchikane. Dermed er Danmark topscorer.
  • 35 procent af de europæiske kvinder, der har været udsat for sexchikane, fortalte ikke noget om det til nogen.
  • Fire procent fortalte det til arbejdsgiveren eller chefen på deres arbejdsplads. Og mindre end én procent gik til en advokat eller en hjælpeorganisation.

 

De unge er mest udsat:

  • 38 procent - eller en ud af tre kvinder mellem 18 og 29 år i EU - har oplevet sexchikane de sidste 12 måneder.
  • For europæiske kvinder mellem 30 og 39 år er det 24 procent.

Kilde: European Union Agency for Fundamental Rights.

Lumre bemærkninger med seksuelle undertoner. Klap i numsen. Ubehagelige berøringer.

Hele 20 procent eller hver femte kvindelige 3F'er svarer ja til, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejdsplads fra enten kolleger, en chef eller en leder. Det viser en undersøgelse blandt Fagbladet 3F's webpanel.

Og det stemmer godt overens med en undersøgelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, hvor hele 37 procent af de danske kvinder oplyser, at de inden for de sidste 12 måneder har været udsat for sexchikane. Dermed ligger Danmark nummer et i hele EU i forhold til kvinder, der har oplevet sexchikane på deres arbejdsplads.

Og sexchikane har store konsekvenser, forklarer Annie Høgh, professor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

- Ofre for sexchikane føler sig ofte stressede. Kvinderne er ikke i stand til at sige fra, og det ødelægger deres selvtillid. De får dårlig samvittighed og tror, de selv har lagt op til det. Det kan ende med, at de får søvnbesvær, ondt i maven og hovedpine og får svært ved at huske og koncentrere sig, siger professoren.

Fakta

Færre i dansk undersøgelse

I en generel undersøgelse om danskernes arbejdsmiljø og helbred spurgte Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i 2012 til sexchikane. Her svarede fire procent af kvinderne, at de havde været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen inden for de sidste 12 måneder. Ifølge forskere bag både den danske og den europæiske undersøgelse er det svært at sammenligne de to undersøgelser, fordi undersøgelsesmetoderne er forskellige.

Bange for at gå på arbejde

Dermed starter en ond cirkel, hvor chikanen eskalerer. Libby Tata Arcel, der tidligere har forsket i seksuel chikane ved Københavns Universitet, uddyber:

- Kvinderne bliver angste for at gå på arbejde. De får præstationsangst, fordi de er bange for at gøre noget forkert. Så laver de fejl og får skældud.

Begge psykologer er enige i, at der findes et stort mørketal af kvinder, der aldrig fortæller, at de har været ofre for sexchikane.

- Man hører ikke om alt. I nogle fag – for eksempel omsorgsfagene – bliver det nærmest betragtet som et arbejdsvilkår. Desuden tror jeg, at mange er flove over det og derfor ikke fortæller om det, siger Annie Høgh.

Fakta

3F: Vi gør noget

Ifølge undersøgelsen fra 3F har kun 9 pct. af kvinderne klaget over uønsket seksuel opmærksom til f.eks. ledelsen eller tillidsmanden. Og knap halvdelen (48 pct.) ved ikke, om arbejdspladsen har retningslinjer for sexchikane.

Det er, ifølge Jane Korczak, slet ikke godt nok. 3F vil derfor i den nærmeste fremtid sætte emnet på dagsordnen og blandt andet tage fat i tillidsrepræsentanterne for at klæde dem bedre på til at håndtere sexchikane på arbejdspladserne.

- Vi vil blandt andet via efteruddannelse af vores tillidsrepræsentanter tage emnet op, så de er klædt på til at håndtere det. Desuden vil vi efter jul invitere til en høring for politikere, fagbevægelse og andre interesserede, hvor vi også vil sætte seksuel chikane på dagsordnen, herunder det lave godtgørelsesniveau, siger Jane Korczak.

3F: Vi skal gøre op med kulturen

Antallet af kvinder, der har været udsat for sexchikane, er helt uacceptabelt, mener 3F's næstformand Jane Korczak:

- Der er et dna i hele det danske samfund, hvor grundholdningen er, at seksuel chikane er et personalegode. Vi svæver i den vildfarelse, at tonen er rå, men hjertelig. Det skal vi have gjort noget ved, siger Jane Korczak, der også tror, vi kun ser toppen af isbjerget.

- Tabu og kultur gør, at det er svært at sætte det på dagsordenen. Men det er vigtigt, at man ude på arbejdspladserne tydeligt signalerer, at det her er noget, vi tager afstand fra, siger hun.