Fagbladet3f.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra Fagbladet3f.dk igen.  Læs mere om cookies

Ny vindmøllepark vil skabe 1280 job

Opførelsen af en ny vindmøllepark i Aarhus Bugt vil skabe mere end 1280 job. Bag projektet står en 3F'er.

Realiseringen af en ny vindmøllepark i Aarhus Bugt skrider hastigt nærmere. Sidst i september blev Siemens Wind Power valgt til at bygge parken. Den skal bestå af 20 vindmøller, som samlet vil levere 80 megawatt.

Opførelsen af vindmølleparken begynder i 2016, mens det forberedende arbejde starter til næste år. Vindmøllerne bidrager dog ikke kun med strøm: De giver også massevis af arbejdspladser.

Grønne job til 3F'ere

Ifølge Jesper Lund-Larsen, miljøpolitisk konsulent i 3F, vil projektet skabe omkring 1280 job i anlægsperioden. En betydelig del af disse job vil være til 3F'ere, som blandt andet vil arbejde med at producere og transportere vindmøllerne. Når anlægget står færdigt, vil der være 12 til 15 blivende job. Tallene er baseret på beregninger ud fra en rapport fra AE-rådet.

Projektet er blot ét blandt en lang række af initiativer, der kombinerer bæredygtig energi og masser af arbejdspladser.

- De mange grønne initiativer viser, at vækst, vedvarende energi og beskæftigelse kan gå hånd i hånd. Det er noget, 3F satser stort på, og der er et meget stort potentiale i det, forklarer Jesper Lund-Larsen.

3F'er står bag

Bag projektet står aktieselskabet Havvind Århus Bugt. Selskabets formand, Søren Egge Rasmussen, er selv medlem af 3F. Han er glad for, at grøn energi kan være med til at skabe arbejdspladser.

- Jeg har det rigtig godt med at være med i et stort projekt som dette. Vi udbygger den vedvarende energi og kan levere strøm til omkring 100.000 mennesker. Samtidig skaber vi job til rigtig mange. Der er mange positive effekter ved parken, siger Søren Egge Rasmussen.

Havvindmølleparken ventes at stå færdig i 2017, hvor den vil blive koblet på elnettet.