Chaufførerne har lært konflikthåndtering med udgangspunkt i den japanske kampsport Aikido. Efter seks til otte ugers kursus er chaufførerne blevet så godt rustet til at tackle aggressiv og provokerende adfærd hos passagerer, at antallet af ubehagelige episoder er dalet med 20 procent. Sygefraværet er også faldet.
Projekt “Konfliktforebyggelse blandt Arrivas mest udsatte buschauffører” blev sat i værk efter en periode med mange overfald.
Forsvar med én finger
– Kurserne i Aikido foregik ved workshops, hvor vi sammen med instruktøren lærte og øvede os i, hvordan konflikter kan håndteres og forebygges, siger chauffør og arbejdsmiljørepræsentant Henrik Baltzer Petersen, Farum.Chaufførerne har lært at trække vejret dybt og få ro på krop og hjerne, når stressen er værst. Det har også givet ro, at chaufførerne har lært at forsvare sig mod slag.
Den 64-årige chauffør Poul Erling Mathiasen, Hvidovre, demonstrerer en af de praktiske øvelser:
– Man stikker en pegefinger hårdt ind i håndleddet på en overfaldsmand, når slaget kommer. Så bremser man knytnæven, før den rammer, siger han.
Slag i ansigtet
Selv om chaufførerne har overfaldsalarmer, overvågningskamera og en halvskærm, der afskærmer førersædet, forhindrer det ikke voldelige episoder ind imellem.Henrik Baltzer Petersen kørte på en rute i Hillerød, hvor en passager slog ham i ansigtet med knytnæve. Passageren fik en dom på 40 dages fængsel.
– Jeg har det o.k. med at køre i dag og har også mødt passageren i bussen igen. Men det gælder jo om at undgå den slags, siger han.
Han pointerer, at selv om Aikido er en japansk kampteknik, skal chaufførerne ikke angribe passagererne. Tværtimod.
– Det handler om selvbeherskelse. Et professionelt smil og en rolig attitude hjælper utrolig meget og afdramatiserer situationen. Vi er ikke politimænd. Vi skal køre bussen behageligt og være behjælpelige, siger han.
Dum kælling og bitch
Poul Erling Mathiasen har også været udsat for grov vold. Han fik et knytnæveslag i ansigtet af en utilfreds passager, så læben flækkede.– Jeg måtte have psykologhjælp bagefter og snakkede også meget med kollegerne om det. Jeg kan stadig godt få ubehagelige tanker, når der stiger en kedelig type på bussen. Men der er kommet mere ro på efter kurset, siger han.
34-årige Berit Larsen, Høje Gladsaxe, synes, at jobbet er blevet bedre.
– Noget så simpelt som at trække vejret dybt, når der er optræk til en konflikt, virker. Det er blevet lettere at snakke om ubehagelige oplevelser nu. Tidligere ville jeg ikke åbne så meget op, men det er ikke tabu længere, siger hun.
Begejstret chef
Der er cirka 400 chauffører hos Arriva Ryvang, og Henrik Baltzer Petersen håber, at flere kolleger kommer på kurset.Driftschef René Frydlund, Arriva Ryvang, er begejstret for Aikido-kurserne.
– Vi er glade for at klæde vores chauffører på, så de bedre kan tackle konfrontationer med uheldige kunder. Antallet af voldelige hændelser og trusler er faldet mærkbart. Vi tror, det hænger sammen med kurserne. Det er godt for både chauffører og kunder, siger René Frydlund.
Han oplyser, at Arriva indtil videre er det eneste trafikselskab, der har valgt Aikido-vejen.

