Det afslører en ny bog om den danske magtelite, der udkommer tirsdag.
De to forskere Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard fra København Universitet har i tre år kortlagt over 5.000 bestyrelser, udvalg, gæstelister til kongehusets fester og andre betydningsfulde netværk. Resultatet viser, at særligt 423 danskere har enorm magt over samfundet.
Magten er koncentreret på små områder. To tredjedele af eliten bor i hovedstaden eller i Nordsjælland.
– De har stor indflydelse på at forme det danske samfund. Og vi kan tydeligt se, at mønstret er meget skævt. Størstedelen af eliten bor klumpet sammen i København og Nordsjælland, forklarer Christoph Ellersgaard.
Gode naboer
Der bor blot syv medlemmer af eliten i Vestjylland og ti i Nordjylland. I Nordsjælland og ved København bor 276 medlemmer af eliten.– Det er tydeligvis vigtigt for eliten at bo tæt sammen, og det vil de gerne betale nogle ekstra millioner for, når de køber hus. Så deres børn kan gå i skole sammen, og de kan blive en del af elitens livsstil, forklarer forskeren.
Det betyder, at magten i samfundet er skævt fordelt i landet. Og at de problemer og emner, som berører folk i provinsen bliver overset af eliten. De træffer beslutninger uden at kende virkeligheden uden for hovedstaden og guldkysten, mener forskerne.
– De udfordringer, der er i Udkantsdanmark, påvirker ikke elitens privilegier. Derfor bliver det ikke diskuteret, siger Christoph Ellersgaard.
Første kortlægning
Det er første gang i Danmark, at forskere har været i stand til at kortlægge eliten i samfundet.Ledere fra erhvervslivet er den gruppe, der har størst magt og er mest centrale i eliten. De udgør halvdelen af eliten. Derudover har især arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, embedsfolk, politikere og professorer deres pladser ved de vigtige forsamlinger.
– Vi har alle stemmeret og andre magtressourcer. Men de 423 personer i eliten stikker i den grad af fra alle andre, fordi de har adgang til magtfulde netværk, hvor de træffer de afgørende beslutninger, fortæller Christoph Ellersgaard.
