Fagbladet 3F har tidligere afsløret, at syv ud af ti af de virksomheder i Danmark, som anmelder flest arbejdsskader, har fået tildelt en grøn smiley af Arbejdstilsynet.
Det skurrer i ørerne på Lennart Damsbo-Andersen, ordfører for arbejdsmiljø hos Socialdemokraterne:
– Det er falsk varebetegnelse at give grøn smiley til en virksomhed, der har mange ulykker. Vi er nødt til at have et system, der er genkendeligt og gennemskueligt, siger Lennart Damsbo-Andersen.
Arbejdstilsynet har tidligere i Fagbladet 3F fremhævet, at virksomhederne roser ordningen. Men det giver Lennart-Damsbo Andersen ikke meget for:
– Det hjælper ikke, hvis ikke arbejdsmiljøet bliver bedre, siger han.
Første skridt
Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted fra DF ser også gerne forandringer:– Vi har i længere tid været skeptiske over for, om smiley-ordningen er brugbar. Jeg synes efterhånden, at man stryger om sig med smileyer til højre og venstre, siger han.
Ordfører for arbejdsmiljø Christian Juhl fra Enhedslisten peger på, at man skal kunne have tillid til de røde, gule og grønne smileyer:
– Hvis ikke man kan stole på ordningen, skal man ikke bruge den. En evaluering kunne være et første skridt til at lave et bedre system, siger Christian Juhl.
Beholder for længe
Fra regeringen er der opbakning til at ændre på ordningen:– Vi er åbne for at se på, om vi kan forbedre den. Særligt skal vi se på, om virksomhederne beholder den grønne smiley for længe, hvis de ikke får besøg af Arbejdstilsynet, siger arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V).
Han mener dog, at ordningen er en ”motivationsfaktor” i arbejdet med arbejdsmiljø:
– Det er positivt, at smiley-ordningen har været med til at sætte arbejdsmiljø på dagsordenen for virksomhederne, siger han.
Flere af MF’erne peger på, at de vil diskutere problemerne med smiley-ordningen i forligskredsen på dette område. Den består af S, V, K, R og DF.
Kronesmiley-ordningen (arbejdsmiljøcertificeringen) er pt. ved at blive evalueret. Efter planen skal denne evaluering være færdig senere i år.
