3F’erne er blevet spurgt til aktuelle nedskæringer og udsigter til fremtiden. Og der tegner sig et forholdsvist dystert billede, viser rundspørgen.
64 procent af 3F’erne har oplevet nedskæringer på deres arbejdsplads inden for det seneste år. De må løbe hurtigere, har oplevet kolleger blive fyret eller har fået et generelt dårligere arbejdsmiljø. 44 procent af 3F’erne har tillige en kollega, der har været sygemeldt med stress.
Når 3F’erne skal sætte ord på, hvad de er bange for vil ske i fremtiden, er det de samme faktorer, der går igen:
19 procent frygter udliciteringer. 18 procent er nervøse for øget nedslidning. Dernæst følger højere arbejdstempo og fyringer. Kun tre procent af de adspurgte frygter ikke, at der vil ske noget særligt på området.
Omstillingsprocesser og flere opgaver
Ifølge professor Helge Hvid, der forsker i arbejdsmiljø ved RUC, bekræfter tallene, at arbejdsforholdene i det offentlige er meget pressede i disse år.– Vi kender billedet fra andre personalegrupper. Og det er i høj grad bekymrende, siger Helge Hvid.
Visse ting peger på, at den offentlige sektor er mere presset end den private – om end der er meget stor forskel fra institution til institution, siger han:
– Den private sektor vokser, men den offentlige bliver mindre. Og det er ikke fordi, opgaverne bliver færre i det offentlige. Tværtimod skal det offentlige løse flere opgaver, men uden at der kommer flere ressourcer til. Der sker også udliciteringer, men det forbedrer ikke arbejdsmiljøet – nogle gange tværtimod, siger Helge Hvid.
Ud over flere opgaver er en af de vigtigste stress-fremkaldere de mange omstillingsprocesser i det offentlige, vurderer han.
– Det kunne være et midlertidigt problem, hvis der blot bagefter kom en stabil periode. Men i øjeblikket kommer der hele tiden nye omstillinger i det offentlige, fordi administration og politikere hele tiden skal kunne dokumentere, at de gør noget nyt for at få budgetterne til at hænge sammen. Og det skaber et pres på medarbejderne, siger professoren.
(artiklen fortsætter under grafikken)
Men problemerne kan løses
I 3F kalder formand for den offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård, rundspørgens resultater “meget bekymrende”. Hun peger på større inddragelse af medarbejderne som modvægt til udviklingen:– At inddrage medarbejderne i forhold til , hvordan jobbene skal udformes, og hvordan opgaverne skal løses, er meget afgørende. 3F’erne ved ofte selv bedst, hvordan opgaverne løses mest fornuftigt. Inddragelse er også afgørende, når der sker omstillinger, så de ikke kommer som en tyv om natten, siger hun.
Professor Helge Hvid vurderer, at tankegangen skal ændres, hvis man vil stress og pres i det offentlige til livs:
– Problemerne kunne faktisk løses, hvis man kunne holde fast i en vis grad af stabilitet og samtidigt give en højere grad af autonomi tilbage til medarbejderne. Det ville give dem rum til at få det bedste ud af ressourcerne og prioritere opgaverne bedre, siger Helge Hvid.
– Men det ville også kræve, at politikere og administration erkendte, at man ikke kan bevare det samme serviceniveau på alle fronter, understreger han.

