Klinikken betyder, at arbejderne hurtigere kan få forebyggende behandlinger for smerter og gener, inden de udvikler sig til kroniske skader og længere sygefravær.
Det er 54-årige bygningsstruktør Karsten Hansen, MT Højgaard, glad for. Han døjer især med en dårlig skulder.
– Hvis jeg havde trukket den, var det sandsynligvis endt med en sygemelding. Nu har jeg fået behandlinger og øvelser og blev sendt til scanning og røntgen på Randers Sygehus, siger Karsten Hansen.
Han er en af de op imod 1.200 bygningsarbejdere og håndværkere, der er ved at opføre det nye universitetshospital i Aarhus.
Tæt på fuld belægning
Der gives massage og fysioterapi ved problemer i led, muskler og sener af fysioterapeut Christian J. Engvad Madsen. Han oplyser, at klinikken er godt belagt, men at man stadig hurtigt kan få en tid, når behovet er der.– Tilgængeligheden er meget vigtig. Bygningsarbejderne kommer med et bredt spekter af problemer, men især med problemer i ryg, nakke, lænd og skuldre, pointerer han.
Klinikker vil brede sig
En af drivkræfterne bag klinikken er faglig sekretær i 3F Transport, Logistik & Byg Aarhus, Claus Salomon Ørskou, der også er formand for BAT i Aarhus, der er med i projektet.– Da vi hørte, at byggepladsen skulle startes op, foreslog vi PensionDanmark at oprette en klinik. De var positive, og så gik det hurtigt. Idéen er at sprede konceptet til andre store byggepladser, så vi kan forebygge skader, siger han.
PensionDanmark er klar til at køre konceptet videre på andre store byggeprojekter. For eksempel byggeriet af de nye supersygehuse, hvor 3F’erne også vil få arbejde.

