Den kendte entertainer, tørlagte alkoholiker og tidligere folketingsmedlem ville gerne have været lastbilchauffør. Men han drak for meget. Han har rodet rundt på bunden af både flasken og samfundet og tilhørt det, han kalder underklassetaberne. Alligevel fik han noget at gribe i. Han har gjort rent, været murerarbejdsmand og gravet huller. Hvad som helst.
– Det reddede mig. Jeg er indbegrebet af en dansk ufaglært. Jeg er skidegod til at save brænde og mosle med noget. Men i dag har man jo vendt sådan nogle som mig ryggen.
Solidaritet er som religion
64-årige Jacob Haugaard er vokset op på en villavej i Risskov i Aarhus. Moren var glødende socialdemokrat, mens faren var venstremand, og han brød sig ikke om det offentlige og fagforeninger.– Men han var medlem, for du kunne sgu ikke være tømrer og stå uden for fagforeningen. Solidaritet var som religion, det var noget, du troede på, siger Haugaard, der tidligere var med i forløberen for 3F – ‘Lager og Pak’, som Anker Jørgensen var formand for.
Den unge Jacob Haugaard kunne godt lide den omsorg, han så, hvis nogen var kommet i klemme.
– Var der en tømrer, som havde mistet nogle fingre i maskinen, kunne han i stedet komme ned i fagforeningen og klistre mærker i bogen. Det kunne jeg skidegodt lide. Det der med, at man tog sig af ham.
I dag er Haugaard organiseret i Dansk Artist Forbund.
– Jeg har altid været medlem, for der er mange af mine kolleger, der ikke kan klare sig økonomisk. DET er solidaritet, og det skal behandles som religion. Men solidariteten har det jo som kirken i dag. Der sidder to ludere og en lommetyv tilbage.
Noget lort at gå og glo
En stærk arbejdsmoral prægede hjemmet i Aarhus Nord. Sygedage fandtes ikke.– Hvis du skal være syg, kan du være det i ferien, sagde de. Du kunne sgu stille uret efter dem, siger Haugaard.
Det vakte derfor nogen furore, da familiens uregerlige søn ville opstilles til Folketinget via sammenslutningen ‘Bevidst Arbejdssky Elementer’ og i 1994 røg ind på gakkede mærkesager som ‘mere medvind på cykelstierne’ og ‘Nutella i feltrationerne.’
– Er du tovlig mand, det var en bombe i maskinrummet. Men de sagde også: ‘O.k., hvis det skal være, så hjælper vi.’ Min far gik rundt med sin fine hat og sit overskæg og samlede underskrifter. Han fik sgu alle grosserertyperne i Risskov til at skrive under.
For man hjalp hinanden, og det kunne samfundet lære noget af, mener Haugaard. De mange, der ikke kan læse og skrive, dem skal der være job til. For ”det er noget lort bare at gå og glo.”
– Ingen tør stille sig op og sige: Udvid den offentlige sektor. Men det er jo den eneste løsning. De her mennesker skal have arbejde, ellers bliver der revolte, du. Fagbevægelsen må rejse sig i stigbøjerne og sige: ‘Den går ikke, Granberg.’ Overførslerne må konverteres til job i det offentlige.
Alle har rene fingre
Der er for meget snobberi over arbejdsmarkedet i dag, mener Jacob Haugaard og peger på SOSU-området.– Hvad fanden er der i vejen for at give en støttestrømpe på og hygge lidt om de gamle? Det behøver man da ikke gøre sådan en stads af med fine uddannelser. Ingen er dumme, men nogle er bare bedst til at mosle.
Selv har han lært sine egne højtuddannede børn at bruge hænderne.
– Det er da fedt med en læge, der kan svinge en gulvklud. Du skal kunne tage ved, ellers kan du ikke hjælpe naboen eller gå i haven. Men det eneste, de kan i dag, er sgu at bevæge sig på et løbebånd, siger Haugaard.