4. feb 2010 kl. 01:06

Fagforening for kun 1 krone om dagen

Nu kan lærlinge blive medlem af både 3F og a-kasse for en krone om dagen. Et super tilbud siger Krista Zachariasen, der er i lære som tjener.
Af Nina Bach Andersen, Fagbladet 3F, nina.andersen@3f.dk
Fakta

1 krone om dagen

1. For en krone om dagen kan alle lærlinge og elever blive medlem af både fagforening og A-kasse. I alt er prisen 32,50 kroner om måneden.

2. Unge aktivister besøger med kampagnen "1 krone om dagen" omkring 90 tekniske skoler inden udgangen af maj, og målet er 1.000 nye medlemmer.

3. Kampagnen blev sat i gang, da 3F konstaterede, at kun 54 procent af lærlingene var medlemmer, og kun hver femte ung under 25 år var med i en a-kasse.

4. Siden efteråret er der kommet 1.635 nye lærlingemedlemmer i a-kassen.

Fakta

Lærlinge i 3F

- I 3F er der 6.000 lærlingemedlemmer.

- 3F har flest organiserede lærlinge blandt kokke, tjenere, murere, struktører, gartnere, folk i landbruget, fiskere og lager- og logistikmedarbejdere.
Klasseværelset summer af småsnak, mens eleverne sammen udfylder sedlerne med det blåtskrevne slogan "1 krone om dagen". På teknisk skole i Esbjerg er der begejstring over tilbuddet fra 3F.

- Jeg meldte mig ind nu og her, og det er fedt. Hvis jeg får problemer med en mester, der snyder, så kan jeg få hjælp, siger Niels Rasmussen på 17 år, som er murerlærling.

Kampagnen "1 krone om dagen" besøgte mandag 18. januar EUC Vest i Esbjerg. Det gav 60 nye medlemmer.


Fakta

Meld dig ind på nettet eller via sms

Læs mere om "1 krone om dagen"og se, hvordan du selv melder dig ind i 3F og a-kassen: Klik her.

Du kan også sende sms til 1919 med teksten: 3F 1 krone

Så bliver du ringet op af 3F.

Gratis a-kasse er et hit

Siden august har det været mulig for de unge at få a-kassen gratis med fagforeningsmedlemskabet. Og det betyder altså, at 3F med kampagnen "1 krone om dagen" kan tilbyde elever og lærlinge både fagforening og a-kasse, og det var populært på EUC Vest i Esbjerg.

- Jeg synes, det er et super tilbud, og jeg er selv blevet medlem af både fagforening og a-kasse, siger Krista Zachariasen på 24 år, som er i lære som tjener.


Ens for alle

Før afhang prisen for medlemskab af 3F blandt andet af lærlingens alder, og hvilken afdeling han eller hun hørte til. Nu er det en krone om dagen - for alle.

- Det gør det helt klart nemmere at få de unge med. Produktet og prisen er blevet tydeligere, og det betyder meget, siger Steen Wrist Ørts, der er lærlingekonsulent i 3F.

- Det er jo rigtig vigtigt, at unge melder sig ind, for hvis ikke de gør det, er de helt alene, hvis der sker noget på deres arbejdsplads, siger Steen Wrist.

• Forsiden lige nu •