Dagpengesagen har potentiale til at blive den mest alvorlige krise, som regeringen endnu har stået med. Her er tale om en politisk beslutning, der har dramatiske konsekvenser for mange mennesker. Og derfor er det en sag, der sætter følelserne i kog.
Men striden rummer også en interessant armlægning mellem R og SF, der kan få væsentlig betydning for regeringens fremtid. Søvndal, der åbnede ballet med kravet om, at der skulle findes en løsning for de tusinder af ledige, der fra årsskiftet ryger ud af dagpengesystemet, vil ikke kunne overleve endnu et markant nederlag.
Søvndal har ikke noget bakgear i denne sag - han bliver nødt til at finde en acceptabel løsning for SF-baglandet. Derfor er det også interessant, at Vestager tydeligvis ingen intentioner har om at række sin pressede kollega en lillebitte hjælpende hånd.
Hårdt mod hårdt
Tværtimod har Vestager skruet op for en ekstra barsk tone, hvor hun totalt afviser at imødekomme SF's krav. Det er derfor nærliggende at få den mistanke, at Vestager ser dagpengestriden som en mulighed for at få SF bakset endnu længere ud over rælingen på regeringsprojektet.
Flere andre episoder underbygger den tese. Den rutinerede Marianne Jelved har af flere omgange været sendt i byen med mediehistorier, der presser Søvndal. Jelved har givet Søvndal ”gode” råd i Ekstra Bladet, og senest var Jelved ude og konkludere, at den kickstart, som stammer fra resterne af S-SF´s gamle projekt, ikke skaber de nødvendige jobs. Begge Jelveds sving ramte Søvndal hårdt.
Truer med at blive
Medierne har også kunne referere fra dybt fortrolige regeringsmøder. Igen resulterede det i historier, der svækker Søvndal og hans højrehånd Thor Möger. Derfor mener flere også, at det er R-lejren, der er den ”venlige” afsender.
En del tyder på, at Vestager og Co. har besluttet sig for at gøre livet så svært for SF, at de på et tidspunkt må trække sig. Men Søvndal ser ud til at have luret Vestagers plan.
For på ugens sommermøde gjorde han et stort nummer ud af at fortælle, at SF ingen planer har om at forlade regeringen. Og det er nok ikke dumt, at Søvndal vælger at true med at blive, frem for at skride.
