Det er en kold januardag i 2013, da Mariam Mesto ankommer til Sandholm-lejren i Nordsjælland.
– Jeg kunne ikke holde til at sidde og lave ingenting. Så jeg startede i praktik som lærer i arabisk for børnene på centret og fik lov at undervise dem, fortæller hun.
Truet på livet
Da borgerkrigen i Syrien brød ud, flygtede familien til en landsby tæt ved Tyrkiets grænse, hvor befolkningen ligesom dem er yazidister – en religion, der har mange fællestræk med kristendommen.Da Islamisk Stat angreb landsbyen, fik beboerne tre dage til at konvertere til islam, ellers ville de blive slået ihjel.
– Vi er ikke praktiserende religiøse, men vi tror på menneskets frihed til at være, hvem de vil, siger Mariam Mesto.
I dag bor hele familien i Danmark. Mariam, hendes niece, forældre og søster i Silkeborg, en bror i Skive og en anden i Odense.
Knoklede på sprogskolen
Efter ankomsten til Danmark flyttede Mariam Mesto på et tidspunkt til Silkeborg, hvor hun kendte en dansk kvinde. Derfra gik det stærkt. På sprogskolen knoklede hun for at lære dansk, og det kriblede i hende for at komme ud i arbejde.– Jeg tænkte, at det vigtigste var at forsørge sig selv, uanset hvad jeg skulle arbejde med. Og at det ville være en fantastisk måde at lære sproget og danskerne at kende, forklarer hun.
Efter seks måneder i praktik på en restaurant fik Mariam Mesto kontakt til Danfoss i Silkeborg.
Havde kvaliteter, vi manglede
Mariam Mesto er uddannet engelsklærer i Syrien. I løbet af studietiden blev hun ansat i et import/eksportfirma, der håndterede plastvarer, og her blev hun forfremmet til souschef.Det gik rent ind hos lederne på Danfoss.
– Da vi hørte om hendes kompetencer, oprettede vi simpelthen en praktikplads til hende. Hun havde alle de kvaliteter, vi manglede. Og vi har ikke kigget os tilbage siden, fortæller fællestillidsrepræsentant for metalarbejderne på Danfoss Erik Søndergaard.
Praktikken gik så godt, at Mariam Mesto efter fem måneder blev ansat som vikar. To måneder senere kom hun til samtale om en fast stilling. I dag har hun været fastansat som operatør i godt et halvt år:
– Lige siden jeg kom her første gang, har jeg tænkt, hvor fantastisk det ville være at arbejde her, siger Mariam Mesto.
