For Horsens Kommune, hvor Gurbaksh Kaur i øjeblikket er i et jobafklaringsforløb, nægtede hende de 12 dages fri for egen regning til at tage til Indien. Fridagene ville være et klart brud på hendes afklaringsforløb, sagde kommunen. Og hun ville i givet fald blive henvist til at søge om kontanthjælp. 3F’eren Gurbaksh Kaur modtager lige nu ressourceforløbsydelse.
I 3F Horsens og Omegn mener sagsbehandler Lone Jæger, at kommunen er gået klart over stregen i sit afslag og sin trussel om at stoppe forsørgelsen.
– Det er en fuldstændig vanvittig situation. Hun blev nægtet ferie og ”truet” med kontanthjælp, på trods af at hun var færdig med sin jobafklaring. Hun ventede blot på, at kommunen fik papirerne færdigskrevet. Hun har ifølge loven ikke ret til ferie i de første 12 måneder, men ønskede at holde fri for egen regning fra den 20. januar og 12 dage frem. Og det ville på ingen måde være en forhaling af hendes forløb hos kommunen, siger Lone Jæger.
Krænker retten til familieliv
Lone Jæger vurderer, at kommunen krænker Gurbaksh Kaurs ret til familieliv. Hun og Gurbaksh Kaur har derfor nu henvendt sig til Borgerrådgiveren i Horsens Kommune, som vil gå videre med klagen over kommunens afslag.– Vi ser desværre, at vejledningen til borgere i ressourceforløb er, som vinden blæser. Og det er ofte borgere i en svag situation, som har svært ved at gennemskue deres rettigheder, og som ikke tør gå kommunen imod, fordi de ellers risikerer at miste deres forsørgelsesgrundlag, siger Lone Jæger.
Gurbaksh Kaur har ikke selv ønsket at udtale sig om sagen.
Kommunen: Vi følger retningslinjerne
I Horsens Kommune vil direktør for Beskæftigelsesforvaltningen, Frode Fårup, ikke kommentere den konkrete sag. Men han henviser til generelle retningslinjer udstedt fra Ankestyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR.Reglen er, at man har ret til ferie, hvis man har modtaget ressourceforløbsydelse i sammenhængende 12 måneder.
– Tvivlen opstår altså, når det drejer sig om ferie i de første 12 måneder, hvor man altså ikke har opsparet ret til ferieafholdelse. Der er ikke lovgivningsmæssigt taget højde for dette – endnu. Derfor har kommunerne spurgt både STAR og Ankestyrelsen om dette spørgsmål, oplyser Frode Fårup.
Hertil har Ankestyrelsen blandt andet skrevet i sine retningslinjer:
”Det er dog vores umiddelbare opfattelse, at når en borger er i et jobafklaringsforløb, så kan vedkommende ikke frasige sig ressourceforløbsydelsen, uden at det får den betydning, at man ikke længere kan deltage i jobafklaringsforløbet”.
Det er blandt andet denne passus, kommunen læner sig opad, oplyser Frode Fårup.

