9. sep 2011 kl. 11:00

Jysk aktivist på vej til Borgen

3F'ere i valgkamp::   Det er på tide at smide regeringens klassepolitik på porten, lød det fra Christian Juhl, da 100 ældre mødte op til stegt flæsk og persillesovs i Roskilde.
Af Peter Rasmussen
Fakta

Christian Juhl

58 år, formand for 3F Silkeborg siden 2004. Tidligere formand for SiD Silkeborg siden 1998, tidligere faglig medarbejder i SiD Silkeborg og tidligere organizer og miljøkonsulent i SiD Viborg Amt.
Opstillet i Roskildekredsen i Sjællands Storkreds for Enhedslisten.

- Christian er jo en af mine lærlinge. Han gør det godt. Men han breder sig måske over for meget.

Ordene er Hardy Hansens, tidligere formand for SiD. Lærlingen Christian hedder Juhl til efternavn og er formand for 3F i Silkeborg og kandidat til Folketinget for Enhedslisten.

Vi befinder os til valgmøde med stegt flæsk og solid persillesovs på Hestetorvet i Roskilde med LO Faglige Seniorer som den glade giver.

En halv time tidligere kunne man møde Christian Juhl på en kaffebar i nærheden i færd med at skrive et læserbrev om anerkendelse af en ny palæstinensisk stat på sin bærbare computer. International solidaritet er bare ét af de felter, som Christian Juhl breder sig over. Til vælgermødet er emnerne anderledes tæt på:

- I min afdeling står 200 medlemmer til at ryge ud af dagpengesystemet næste år. To ud af tre af dem kan herefter ingenting få. Det er noget forbandet svineri!, lyder det fra Christian Juhl med en fagforeningsformands patos.

- Regeringen er ved at ødelægge vores velfærdssamfund med deres klassepolitik. De tager fra dem, der knokler, og giver til dem, der har rigeligt. Der er brug for ny luft, tordnede han.

Socialisten Juhl er jyde med stort J, selv om han nu stiller op på Sjælland. Han har sin egen stil, hvilket alle, der har hørt ham synge Carl Scharnberg-sange på talerstolen til 3F-kongres, kan bevidne.

Hans tilgang er aktivistisk, og han glæder sig tilsyneladende lige så meget over 30 nye unge medlemmer i Roskilde som over de meningsmålinger, der lover hans parti det bedste valg nogensinde.

Fakta

Penge nok

- Vi er et rigt land. Der har været råd til fire bankpakker, der forgylder dem, som er årsag til krisen. Og masser af multinationale selskaber har ikke betalt skat i årevis. Her er der penge at hente, mener Christian Juhl.

Det er den rene elendighed

Valgflæsk er populært i Roskilde. Salen er proppet, gratis mad er altid et hit, og selv om publikum er i oppe i årene, er entusiasmen stor. Det er et gammeldags vælgermøde for folk, der gerne vil opleve deres kandidater i levende live.

- Jeg er kommet for at høre, hvad de vil gøre ved ældreplejen. Jeg arbejdede i branchen i 30 år og er godt slidt. Da jeg begyndte, var der tid til at holde folk i hånden. Nu er det den rene elendighed, siger Margit Christensen på 72 år.

Brok og et dårligt knæ

Flere af de øvrige kandidater benytter temaet ventelister til at fortælle om deres egne skavanker. Vi får serveret både et forvredet knæ fra Dansk Folkepartis kandidat og problemer med brok hos den lokale socialdemokrat. Tanken er muligvis, at det på den måde bliver lettere for det aldrende publikum at identificere sig med deres kandidater ...

Christian Juhl fejler tilsyneladende ingenting. Han slår i stedet på tromme for gratis tandlægebehandling og kaster sig over endnu et kritisk spørgsmål fra salen - om valgkampens berømte tolv minutter.

- Jeg er faktisk uenig med S og SF her. I stedet handler det om at skaffe arbejde til flere. Det er der langt mere perspektiv i. Måske burde vi endda arbejde mindre i stedet, for alle kommer jo ikke i job alligevel. Hvis vi nogensinde oplever fuld beskæftigelse, giver jeg en omgang til hele salen, lyder det fra Christian Juhl.

Dét løfte holder de ham med garanti op på i Roskilde og omegn. Også hvis meningsmålingerne holder, og den jyske fagforeningsformand ender på Christiansborg.



• Forsiden lige nu •