Varerne er ikke altid billige i Føtex. Til gengæld er lønnen discount for dem, der skrubber gulvene. Selskabet Combinato, der står for rengøringen i Føtex, bruger underleverandører uden overenskomst.
Fakta
Læs med i konkursrytternes kogebog
Her har du opskriften, hvis du vil tjene lette penge på at gå konkurs den ene dag og være i gang igen den næste.Danmark er nærmest et paradis for konkursryttere.
Medarbejdere og skatteborgere får igen og igen en økonomisk lussing, når smarte og skruppelløse firmafuskere spekulerer i konkurser.
Her kan du se konkursrytternes kogebog til at snyde ansatte og sende en stor regning til borgerne:
1. Først skaffer du 125.000 og opretter et aktieselskab eller et anpartsselskab – et A/S eller et ApS. Her hæfter du ikke personligt.
2. Så opretter du et nyt selskab. Det ejer alle de materielle ting, som den første virksomhed skal bruge, fx bygninger, firmabiler og værktøj. Det første firma betaler så husleje til det andet, og på den måde trækker du penge ud af det første selskab og ind i det andet.
3. Du betaler ikke nok i løn, feriepenge eller pension til dine ansatte. Du glemmer at betale skat og moms. Men husker at give dig selv en høj løn.
4. Når Skat, ansatte eller andre kreditorer begynder at kræve deres penge, lader du den første virksomhed gå konkurs. De ansatte kan muligvis få det, de har til gode i Lønmodtagernes Garantifond. Men de andre kan ikke meget andet end at sige øv – da du har gemt alle værdierne i det andet selskab
5. Efter den første konkurs opretter du endnu et firma, som igen lejer bygninger, biler eller værktøj af det gamle selskab. Sådan kan du blive ved og ved. Skulle myndighederne blive mistænksomme, kan du bare oprette et af selskaberne i en stråmands navn – fx din ægtefælles, brors, søsters eller vens.
Når der efter lukketid bliver skrubbet gulve i mange af landets Føtex-forretninger, sker det til en timeløn på ned til 40 kroner.
Føtex - der er en del af landets største detailkoncern Dansk Supermarked - har hyret det private firma Combinato ApS til at stå for rengøringen i en stor del af kædens varehuse. Og her er lønnen helt i bund.
- Jeg fatter ikke, at en stor supermarkedskæde som Føtex vil bruge en lyssky underleverandør uden overenskomst, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS.
3F-afdelingen har rejst et krav mod Føtex' underleverandør på godt 59.000 kroner på vegne af et polsk medlem. 22-årige Sebastian Jania har ifølge 3F fået ned til godt 40 kroner i timen for at vaske gulv i Føtex' butikker i Odense, Nyborg, Fåborg, Middelfart og Aabenraa.
Føtex-partner: Vi overholder overenskomsten
Combinato bruger udlændinge til arbejdet i Føtex. Alle dem, Fagbladet3F har været i kontakt med, fortæller, at de er blevet underbetalt, når de har gjort rent i Føtex' butikker, hvor man ifølge overenskomsten skal have mindst 125 kroner i timen.
En del af udlændingene blev oprindeligt ansat i firmaet J.E. Rent, som tidligere har holdt Føtex rent. J.E. Rent - der var ejet af afrikaneren Job Eshun - gik konkurs 30. juni i år. Men rengøringen i Føtex
fortsatte, som om intet var hændt, via firmaet Combinato - hvor Job Eshun fik en ledende position.
Den daglige leder hos Combinato, Rene Jørgensen, oplyser, at selskabet bruger seks underleverandører til rengøringen i Føtex rundt om i landet og afviser udlændingenes anklager om for lave lønninger som direkte usande.
Fakta
Lav løn landet rundt
Nyhedsbrevet 3F har været i kontakt med adskillige udenlandske rengøringsfolk, som fortæller, at de har været billig arbejdskraft i Føtex' butikker. Udlændingene har gjort rent hos Føtex i Odense, Middelfart, Faaborg, Nyborg, Esbjerg, Varde, Fredericia, Aabenraa og Horsens.
Føtex: Vi tjekker ikke lønnen
Føtex reklamerer som en del af Dansk Supermarked med en "effektiv egenkontrol" og "regelmæssig kontrol med leverandører". En supermarkedskæde, der vil have "orden i forholdene". Men Dansk Supermarked ønsker ikke at udtale sig om rengøringen i Føtex og henviser til Føtex' ledelse.
- Vores underleverandører skal efterleve gældende overenskomst. Kommer det frem, at de ikke gør det, så vil vi tage en snak med dem, siger Carsten Hansen, direktør for Føtex, der indrømmer, at man ikke tjekker, hvad de rengøringsansatte får i løn.