3F siger tak for kampen til Pia K.

Afsked:   Pia Kjærsgaard takker af som partiformand for Dansk Folkeparti. 3F's formand siger farvel til en skarp debattør og ser tilbage på 15 år med hårde slag og debatter om svigt, efterløn, pamperi og dansk historie.

Pia Kjærsgaard meddelte tirsdag, at hun ikke mere vil stå i spidsen for Dansk Folkeparti. Det får politiske venner og fjender til at sige farvel og tak. Også 3F's formand Poul Erik Skov Christensen, der peger på, at Pia Kjærsgaard har haft en stor indflydelse på de sidste 15 års udvikling i dansk politik.

- Hun har vel et af de stærkeste politiske brands som værende forkæmper for den almindelige dansker og lønmodtager. Efter min mening er der desværre blot det ved det, at hendes politik ikke har kunnet leve op til det billede, hun gerne vil tegne af sig selv, siger han.

3F's formand henviser til de forringelser, der er sket med dagpengene. Og til rundbarberingen af efterlønnen, som Pia Kjærsgaard og 3F's formand diskuterede højlydt og hårdt i pressen.

Pamperkrig

3F er stødt sammen med Dansk Folkeparti på andre fronter. I 2010 kaldte Pia Kjærsgaard 3F's formand for "en meget højtlønnet fagforeningspamper".

Den debat stoppede, da 3F skød tilbage med oplysninger om, hvad Pia Kjærsgaard tjener: Mindst 971.000 kroner om året. Over 70.000 kroner mere end 3F's formand.

Kort efter måtte Poul Erik Skov Christensen rette Pia Kjærsgaard. Hun påstod, at 3F (SiD) intet gjorde, da Poul Nyrup i 1998 brød sine løfter om efterlønnen. Men 3F dokumenterede, hvordan SiD rasende skældte Nyrup ud i medierne.

Svær modstander

Poul Erik Skov Christensen kalder Pia Kjærsgaard en svær modstander:

- Nu har jeg flere gange haft fornøjelsen af at være i debat med Pia Kjærsgaard. Der er ingen tvivl om, at hun er en meget skarp debattør. Min egen oplevelse har været, at det er svært at vinde en debat over hende. Det handler om at undgå at tabe den, siger Poul Erik Skov Christensen.

- Men det er også fordi, at hun sjældent rent faktisk forholder sig til det, man siger. Som en professionel debattør holder hun sig alene til sit eget budskab. Det gør hende til en svær modstander, erklærer han med et glimt i øjet.