Mens de fleste 3F’ere har set deres løn stå i stampe under krisen, tjener direktørerne og andre i toppen af samfundet fortsat flere penge.
På fire år har de rigeste danskere fået en lønstigning på ekstra 133.000 kroner om året, så de har en indtægt på over en million om året – efter skat. Det afslører en rapport, som AE-rådet har lavet for fagforbundet 3F.
– De rigeste har fået lønstigninger, de har fået større gevinster ved aktier og har samtidig fået skattelettelser. Derfor rykker de fra resten af befolkningen, forklarer Jørgen Stamhus. Han er lektor på Aalborg Universitet og ekspert i indkomster.
I alt er 36.300 danskere omfattet af analysens definition af overklassen.
3F-lønninger
Til gengæld er det klart, at faglærte og ufaglærte arbejdere har betalt prisen. Deres løn er stort set den samme. Kun på grund af skattelettelser har de ikke oplevet at gå ned i løn.– 3F’erne har været mere udsat under krisen, og de er hårdere ramt af tab af arbejdspladser, forklarer eksperten.
Det skyldes, at de seneste tre aftaler om nye overenskomster har været beskedne. Fagbevægelsen har haft fokus på at bevare job, forklarer Jørgen Stamhus.
Presset af debat
Men det er ikke kun selve krisen og den høje arbejdsløshed, der har trykket lønnen. I den offentlige debat har meget handlet om at forbedre konkurrenceevnen. Altså sænke lønninger, få lavere skatter og så videre.Det har gjort det svært at få lønstigninger op.
– Det har været et dobbelt pres på lønningerne for lønmodtagere. De har været presset af krisen og så den megen snak, siger Jørgen Stamhus.
(Hvis grafikken ikke virker, kan du se grafik her)
