250 virksomheder rammes af EU's kvindekvoter

250 danske virksomheder forventes ramt, hvis EU's forslag om en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelserne vedtages.
Fakta

Den danske model

Den såkaldt ”danske model”, som Folketinget vedtog i december, pålægger alle statslige institutioner og de 1.100 største børsnoterede virksomheder at opstille måltal for antallet af det underrepræsenterede køn (læs: kvinder) i deres bestyrelser og andre kollektive ledelsesorganer.

Samtidig skal alle statslige institutioner og virksomheder med 50 eller flere medarbejdere udarbejde en politik for at øge antallet af det underrepræsenterede køn - kvinder - i deres øvrige ledelsesniveauer.

Kan 40 procent kvinder i bestyrelsen redde underskudsramte Vestas? I hvert fald vil pilen formentlig pege på en gigant som Vestas, hvis EU-kommissionen kommer igennem med et forslag om en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelserne.

Ifølge Erhvervsstyrelsen vil omkring 250 børsnoterede danske virksomheder nemlig blive omfattet af direktivet. Alle med en årlig omsætning på over 50 millioner euro eller en balance på over 43 millioner euro.

Det fremgår af et svar fra ligestillingsminister Manu Sareen (R) til Venstres Fatma Øktem.

Det vil ændre forholdene på danske virksomheder som Lundbeck, Bang & Olufsen og Vestas. Vestas har i dag en bestyrelse med blot to kvinder ud af 12. Hos Lundbeck er to af ni sæder besat af kvinder. Og hos Bang & Olufsen sidder der nul kvinder.

Er den danske model en undtagelse?

Det var tilbage i november, at EU-kommissionen lagde et forslag til direktiv frem om en mere ligelig kønsfordeling på bestyrelsesgangene. Forslaget er på dagsordenen ved afslutningen af det irske formandskab til juni.

Indtil da arbejder den danske regering for, at direktivet gøres mere tydeligt. Blandt andet så det gøres klart, at det ikke drejer sig om kvoter. Dels at det gøres mere tydeligt, hvor bindende metoderne og målsætningen om 40 procent til ”det underrepræsenterede køn” er. Det skriver Manu Sareen i sine svar til Fatma Øktem.

Ifølge forslaget kan lande undtages fra direktivet, hvis de selv har indført effektive måder at fremme ligestillingen på. Om den såkaldte ”danske model” falder ind under denne bestemmelse, er også uklart. Regeringen vil dog arbejde for, at det er tilfældet. Den danske model vedtog Folketinget i december.