I august 2015 var 7.793 elever i skolepraktik. Det er en stigning på hele 10 procent i forhold til samme måned sidste år. I alt mangler 11.449 elever, ifølge 3F, en praktikplads. Samtidig er der et mindre fald i antal indgåede uddannelsesaftaler.
Det er en bekymrende udvikling, mener forbundssekretær i 3F, Søren Heisel.
– Enhver må da kunne se, at det ikke nytter at fjerne penge og dermed sænke kvaliteten af erhvervsuddannelserne, som regeringen foreslår, siger Søren Heisel og uddyber:
– Det er selvfølgeligt positivt, at eleverne vælger skolepraktikken frem for ingenting. Men vi skal huske, at skolepraktikken er tiltænkt til dårlige tider, hvad vi jo ikke har lige nu.
3F: Arbejdsgiverne tager ikke ansvar
Søren Heisel sender også bolden videre til arbejdsgiverne.– Eleverne står i kø i tusindtal, og arbejdsgiverne løfter ikke deres ansvar trods de bedre konjunkturer. Det er ikke rimeligt eller holdbart for vores samfund, siger Søren Heisel.
Louise Pihl, der er underdirektør i Dansk Byggeri, ser ikke samme problematik med skolepraktikken.
– Jeg forstår ikke, at man gør skolepraktikken til et kæmpe problem. Den er jo netop med til at sikre uddannelsesgarantien.
Skolepraktik er en god løsning
Louise Pihl glæder sig over, at skolepraktikken fastholder de unge.– Jeg synes, det er rigtig fornuftigt og klogt, at eleverne starter i skolepraktik i stedet for at droppe ud af uddannelsen. Skolepraktik betyder, at vi kan fastholde de unge i uddannelsen, og vi ved, at rigtig mange af eleverne i skolepraktik hurtigt kommer ud og får en praktikplads i en virksomhed i praktik, siger Louise Pihl.
Men hun medgiver, at arbejdsgiverne også har et ansvar.
– Jeg ved godt, at skolepraktik ikke er den fedeste praktikplads, men det er et godt sted at søge praktikplads fra. Og den er rigtig vigtig at have som buffer. Arbejdsgiverne opretter praktikpladser i det omfang, det kan lade sig gøre.
