Flere ufaglærte i 2020

Regeringens tilbagetrækningsreform vil øge antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet, viser nyt notat. - Problemet er, at der vil mangle uddannet arbejdskraft, mener 3F's formand.
Fakta

Arbejdskraftmangel og -overskud i 2010-2020 med tilbagetrækningsreform


  • Ufaglærte: 108.000 overskud

  • Kun gymnasie: 75.000 overskud

  • Faglærte: 25.000 mangel

  • Kort videregående udd. 52.000 mangel

  • Mellemlang videregående udd. 83.000 mangel

  • Lang videregående udd.: 25.000 mangel


(kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)

Ønskes: En større og bedre uddannet arbejdsstyrke. Haves: Flere ufaglærte.

Et af regeringens mål med at efterlønnen skal skæres ned, og vi skal trække os senere tilbage fra arbejdsmarkedet, er at få flere ud på arbejdsmarkedet i 2020.

Men nu viser et nyt notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at to tredjedele - godt 43.000 - af de 65.000, som regeringen vil øge arbejdsstyrken med, bliver ufaglærte og faglærte. Det vil hjælpe pænt på manglen på faglærte. Men der vil blive tusindvis - omkring 4.000 - flere ufaglærte på arbejdsmarkedet. Overskuddet af ufaglærte vil blive på 108.000 i 2020, ifølge AE's beregninger.

3F: Uligheden øges

- Problemet er ikke, at der kommer til at mangle arbejdskraft - men at der kommer til at mangle uddannet arbejdskraft. Regeringens plan løser ikke den udfordring, tværtimod bidrager den til problemet, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

- Nedskæring af efterlønnen og højere pensionsalder vil bremse mange ufaglærte i at trække sig tilbage. Men er det virkelig dem, vi skal leve af i fremtiden? For mig at se er det helt afgørende, at unge skal have en uddannelse og at mange, mange flere får taget enten en faglært eller videregående uddannelse, fastslår han.

3F-formanden mener også, at flere ufaglærte i arbejdsstyrken vil øge uligheden.

- Flere ufaglærte vil blive ledige - se bare på vismændene, der mener, at vi vil få 20.000 flere ledige i en periode, siger Poul Erik Skov Christensen.

Også gruppen, der kun har taget en gymnasial uddannelse, vil der være overskud af i 2020. Resten - faglærte og folk med korte, mellem eller lange videregående uddannelser - vil der være mangel på.