Ledige ufaglærte hægtet af uddannelse

Arbejdsløse ufaglærte er stort set hægtet af deltagelse i de uddannelser, der fører til eksamensbeviser. Derimod er faglærte langt bedre med. 3F efterlyser national handlingsplan.

Ufaglærte arbejdsløse halter voldsomt bagud med uddannelse, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Kun godt fire procent af de ledige ufaglærte deltager i formelle uddannelser. Det er uddannelser, der fører frem til en offentlig godkendt eksamen eller kvalifikation. For eksempel tømrer, lærer eller læge.

Lidt bedre ser det ud for ufaglærte i job, hvor 11,5 procent er med.

Tallene viser, at det gør en meget stor forskel at have en faglært uddannelse. Godt 29 procent af de ledige faglærte deltager i formel uddannelse, men tallet er det samme - godt 29 procent - for faglærte i arbejde.

Afsporet politik

Forbundssekretær i 3F Per Christensen peger på at statistikken understreger behovet for at få opkvalificeret så mange ufaglærte til faglært niveau som muligt.

- Vi skal have kørt beskæftigelsespolitikken tilbage på sporet. Det er netop i ledighedsperioderne, der skal sættes ekstra turbo på uddannelsesindsatsen for de ufaglærte ledige, siger Per Christensen.

Danmarks Statistik har også tal på, hvem der deltager i uformel uddannelse. Det er kurser – herunder AMU-kurser - seminarer og sidemandsoplæring.

3F mangler handlingsplan

Ledige ufaglærte ligger lavt med 14 procent deltagelse. Mens det igen gør en meget stor forskel at være faglært, hvor godt 32 procent deltager.

12 procent af de ufaglærte i job deltager, mens 35 procent af de faglærte i job deltager i uformel uddannelse.

Per Christensen slår fast, at forskellen mellem ufaglærte og faglærte er alt for stor.

- Der er i den grad behov for, at vi får formuleret en national handlingsplan for, hvordan vi får løftet mange flere ufaglærte til faglært niveau, siger Per Christensen.