Hver femte af de arbejdsløse tænder en eller flere smøger om dagen. Det samme gør sig gældende for efterlønsmodtagerne. Men når det gælder langtidssyge, revaliderede og kontanthjælpsmodtagere, er der hele 38 procent som ryger.
Det er over dobbelt så mange, som blandt dem, der har et arbejde, hvor kun 16 procent pulser løs hver dag. Det viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2013.
Knud Juel, professor og forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed, står bag undersøgelsen, og han er ikke overrasket.
– Vi har vidst i længere tid, at livstilsfaktorerne hænger sammen med uddannelse og beskæftigelse. De højtuddannede og dem i arbejde er bedst til den sunde adfærd og bedst til at stoppe med at ryge. Måske er det fordi, de har flere personlige ressourcer og får mere støtte fra baglandet, siger Knud Juel.
Ulighed bliver større
Ifølge Knud Juel er der desuden flere storrygere blandt mennesker uden for arbejdsmarkedet, hvilket også kan hænge sammen med antallet af rygere blandt de arbejdsløse.– Jo mere man ryger, jo sværere er det at stoppe med at ryge, siger Knud Juel, der ærgrer sig over de store forskelle i tallene.
– Det positive er, at der bliver færre rygere, men det negative er, at uligheden bliver større. Det er sværere, med rygestopkampagner, at nå dem, der går derhjemme, end dem i arbejde, hvor også arbejdspladsen for eksempel også kan sætte ind med rygestopkurser osv.
