Beskæftigelsesministeren vil styrke a-kasserne i reformen af fleksjob, men V og K er langt fra enige.
Reformen af fleksjob-ordningen er stødt på grund hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), siger Venstre.
Ministeren vil fremover give medlemmer af a-kasser en højere ydelse end ikke-medlemmer, mens de leder efter et fleksjob. Hun vil også give medlemmer større tilskud end ikke-medlemmer, når de får et job.
Men efter tre måneders forhandling afviser Venstre og Konservative endegyldigt en reform med forskelsbehandling. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Reformen er gået i hårdknude. Dette er så uretfærdig forskelsbehandling, at vi ikke vil være med til det.
- Man skal ikke tvinges til at være medlem af en a-kasse, siger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs (V), der i stedet vil finde pengene på for eksempel indsatsen for fleksjobberne.
- Det er ikke i orden, at størrelsen på ydelsen afhænger af, om man er medlem af en a-kasse, siger politisk ordfører Benedikte Kiær (K).
Regeringens plan vil betyde, at ledige fleksjobbere vil få omkring 15.200 kroner om måneden som a-kassemedlemmer, mens ikke-medlemmer må nøjes med omkring 10.300 kroner.
Forhandlingsproblemerne er alvorlige for regeringen, der budgetterer med 1,9 milliarder kroner fra fleksjobs-reformen, skriver Jyllands-Posten.