Næsten 6 ud af 10 3F'ere vil blive i efterlønsordningen. Hver fjerde er i tvivl. Vigtigste forklaring: Det er svært at spå om fremtiden.
Jeg bliver i ordningen. Sådan tænker 55 procent af de 3F'ere, der i dag betaler til efterlønnen. Hver femte vil hæve pengene. Resten er fortsat i tvivl om, hvad de vil gøre. Det viser en måling, Analyse Danmark har lavet for Fagbladet 3F.
Den viser også, at de 3F'ere, der er med i efterlønsordningen, ligner resten af danskerne. Her vil en ud af fire sige endegyldigt farvel til efterlønnen, når pengene snart kan hæves skattefrit.
Blandt 3F'ere mellem 50 og 60 år er 70 procent helt sikre på, at de fortsat vil betale til efterlønnen. Det er især yngre mellem 30 og 40 år, der er i tvivl om, hvorvidt de skal blive i efterlønsordningen. Og næsten 30 procent af dem siger, at de vil melde sig ud.