Hvor der i 2014 var øst-plader på hver tredje lastbil, nærmer det sig nu hver anden – 44 procent af lastbilerne havde øst-plader i første kvartal af 2016.
Hver dag krydses grænserne til Danmark af 5.549 lastbiler – flest krydser grænsen til Tyskland. Det viser nye tal fra vognmandsorganisationen, ITD, der hvert kvartal tæller de lastbiler, som kører over grænserne.
Vognmænd: Det er positivt
Det er en positiv udvikling, der viser, at der er gang i samhandlen i EU, mener ITD.– I de 13 år vi har gennemført grænsetællingerne, har vi aldrig registreret så mange lastbiler på vejene som i 2015 og 2016. Der tegner sig et klart billede af, at der er gods at køre med. Det er godt for vores branche, siger Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD.
Optællingen viser, at andelen af lastbiler på tyske plader er dalet med 14 procent i de første tre måneder af 2016 sammenlignet med samme kvartal sidste år og nu er nede på 25 procent.
For lastbiler med danske nummerplader er faldet på to procent, og kun 16 procent af lastbilerne har i dag en dansk nummerplade. Det fremgår også, at danske firmaer ejer mange af de østeuropæiske lastbiler.
Ingen jubel i 3F
I 3F er der ingen jubel over rekordvæksten.– Tallene viser, at væksten går forbi den danske transportbranche. Der er ingen danske job i det, derimod er der vækst i løndumping med underbetalte øst-chauffører, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.
3F ønsker konstant kontrol af de lastbiler, der krydser grænserne.
– Det kan afsløre piratkørsel, og hvor længe og hvor meget de udenlandske lastbiler kører internt i Danmark. Men det er bekymrende, at det nuværende flertal i Folketinget taler problemet ned og hævder, at der ikke findes social dumping, siger Jan Villadsen.

