Den fynske virksomhed Fipros bliver nu nødt til at forholde sig til anklager om brud på lovgivning og overenskomst. 3F inddrager nemlig arbejdsgivernes organisation, DI.
Fakta
Det står der i Industriens Overenskomst (bilag 8)
Med henblik på at modvirke social dumping er der mellem overenskomstparterne indgået følgende aftale vedrørende behandling af uoverensstemmelser om udenlandske medarbejderes løn- og arbejdsforhold ved udførelse af arbejde i Danmark:
1. Såvel CO-industri som CO-industris medlemsorganisationer
retter derfor omgående henvendelse til Dansk Industri, såfremt man bliver bekendt med forhold, der kan forudses at medføre problemer eller uoverensstemmelser.
2. Sådanne henvendelser skal resultere i et omgående møde mellem overenskomstparterne.
3. Alle relevante baggrundsoplysninger forelægges eller fremskaffes hurtigst gørligt.
4. DI-medlemsvirksomheder, der beskæftiger udenlandsk
arbejdskraft, skal indpasse denne i virksomhedens lønniveau,
ligesom øvrige overenskomstmæssige vilkår skal overholdes.
Læs mere her.
Arbejdsgiverne i DI bliver nu involveret i sagen om problematiske forhold for ungarske arbejdere på Fipros ved Ebberup. Her skal fabrikken blandt andet dokumentere, at samtlige medarbejdere får dansk løn.
Ifølge 3F står ledelsen på Fipros bag social dumping. Blandt andet fordi mindst 10 ungarske medarbejdere på fabrikken ikke har fået indbetalt pension. Og fordi ungarerne ofte arbejder 24 timers vagter i op til 19 dage i træk. Ifølge Arbejdsmiljøloven og overenskomsten skal man blandt andet have et ugentligt fridøgn og 8-11 timers fri mellem to vagter. Det er en sag, som Arbejdstilsynet allerede er gået ind i.
Alle sten vendt
Forhandlingssekretær Jens Peter Christensen fra 3F's Industrigruppe ser frem til at få afklaret, hvad der er op og ned:
- Vi skal have alle sten vendt. Derfor har vi nu bedt om dette møde for at få hele sagen belyst, siger han.
Formelt bliver der i dag afsendt et brev til DI, der anmoder om et såkaldt ”Bilag 8-møde”. Det er et redskab i Industriens Overenskomst. Det giver fagbevægelsen mulighed for at tjekke, om reglerne er brudt, når der er mistanke om social dumping. Jens Peter Christensen forventer, at mødet kan afholdes i næste uge.
Til Fagbladet 3F siger direktør på Fipros, Morten Duch, at ”det er rigtigt fint,” at sagen nu havner på DI's bord.
DI har ingen kommentarer, fordi der er tale om en verserende sag.
Ingen kommentarer
Fagbladet 3F har også siden i tirsdags forsøgt at få en kommentar til de særdeles lange arbejdsdage, manglende pensioner og anklager om løndumping fra Fipros' ledelse.
Til de spørgsmål udtaler Morten Duch nu til Fagbladet 3F, at han ”ikke ønsker at kommentere noget som helst”. Til Fyens Stifstidende udtaler direktøren dog i dag, at ”der ikke er noget at komme efter”.