Thorning skylder forklaring

Analyse:   Skal Helle Thorning genoprette tilliden, bliver hun nødt til at gå i dialog med vælgerne og forklare, hvorfor hun har skiftet politisk kurs.
Fakta

Rasmus Jønsson

Født 1970. Uddannet cand.comm. Har siden 2001 arbejdet som kommunikationsrådgiver for organisationer, virksomheder og partier, senest for det daværende Ny Alliance.

Er partner i kommunikationsfirmaet NEW DEALS og ansat som ekstern lektor på Kommunikation på RUC. Har også skrevet bøger og rapporter om dansk politik.

Har man en ven, der pludselig skifter markant holdning i forhold til det, han plejer at mene, er det naturlige spørgsmål: ”Hvorfor har du skiftet holdning?”

Man bliver nødt til at have svar på sådanne holdningsskift, hvis man skal have et tillidsfuldt forhold.

”Alt går efter planen!”

Statsministerens forhold til hendes vælgere er underlagt samme logik. Det er nødvendigt at forklare sine beslutninger, særligt hvis de står i modsætning til det, man tidligere har stået for. Thorning har hverken efter det kaotiske skatteforløb, de kuldsejlede trepartsforhandlinger eller den langstrakte løftebrudsdiskussion nærmet sig noget, der ligner en forklaring.

Tværtimod fastholder Thorning et billede af, at det hele går efter planen. Men vælgerne har selvfølgelig ikke glemt, at Thorning har optrådt på tusinder af plakater, hvor der stod ”Velfærd frem for skattelettelser”, og at hun har rejst landet rundt med sætninger som: ”Man kan ikke både gøre det billigere at være dansker og gøre det bedre at være dansker!”.

Dobbelt tillidsbrud

Thorning har tordnet mod skattelettelser, lovet at bekæmpe ulighed og anklaget Løkke for at ville tage fra de svage for at give skattelettelser. Det kan vælgerne godt huske. Derfor opfatter de det som et dobbelt tillidsbrud, at hun først skifter politik og dernæst ikke forklarer årsagerne til kursskiftet.

Skal Thorning genvinde tilliden til vælgerne, bliver hun nødt til grundigt og redeligt at forklare, hvorfor hun har skiftet kurs. For eksempel kunne hun starte med at komme med en god forklaring på, at hun nu mener, at skattelettelser er den rigtige medicin til at skabe samfundsdynamik, lighed og mere velfærd.

Det nytter ikke noget, at landets statsminister forsøger at opretholde en facade om, at hun mener det samme, som hun altid har gjort. Det bliver bund utroværdigt. Hun kan heller ikke sende sin finansminister i byen med diverse bortforklaringer. Det er Thorning, der har ”solgt” varen op til valget, derfor er det også hende, der må forklare vælgerne, at de nu får et andet produkt, end det de blev lovet.