Fakta
Rasmus Jønsson
Rasmus Jønsson (1970). Uddannet cand.comm. Har siden 2001 arbejdet som kommunikationsrådgiver for organisationer, virksomheder og partier, senest for Ny Alliance.
Er partner i kommunikationsfirmaet NEW DEALS og ansat som ekstern lektor på Kommunikation på RUC. Har også skrevet bøger og rapporter om dansk politik.
Ugens Politik er en klumme og derfor et udtryk for skribentens egen holdning.
"Folk fatter ikke, hvordan arbejdsmarkedet hænger sammen". Så kontant er LO-formanden Harald Børstings melding i magasinet Ræson, hvor han også understeger, at hans hovedbekymring ikke er rettet mod de faldende medlemstal, men mod at folk ikke forstår, hvordan det danske arbejdsmarked reguleres og fungerer.
Har Børsting ret?
Umiddelbart virker det til, at Børsting har en pointe. I hvert fald har 3F fået mange tæsk under Vejlegårds-sagen, hvor forbundets ageren ellers - ifølge alle eksperterne - flugter fuldstændig med spillereglerne i den danske model. En model, som hovedparten af danskerne på kryds og tværs af partiskel plejer at bakke op om.
Spørgsmålet er, om Børsting ikke komplicerer sagen, hvis han tror, at de mange tæsk, 3F får, udspringer af manglende viden hos befolkningen. For kortlægges årsagerne til presset på 3F og den over 100 år gamle arbejdsmarkedsmodel, er de skræmmende simple.
Billige PR-tricks
Det enkle koncept består af en veltalende restaurantejer, en håndfuld politikere fra den borgerlige andenkæde og et par højreorienterede debattører. Dette hold har i en periode sat et hav af mediedagsordner, som alle på den ene eller anden måde handler om "den lille forretningsmand, der kæmper en frihedskamp mod den store stygge fagforening og den omklamrende stat".
Centrum/venstre-politikere, der burde have en interesse i fortælle, at Vejlegårds-sagen handler om at forsvare lønmodtagernes rettigheder, har enten været på ferie eller optaget af en totalt ligegyldig revolutionsdebat. De få centrum/venstre-politikere, der har stemplet ind i debatten, har gjort det uden den omtanke, koordinering og præcision, der ellers kunne skabe en vis balance i befolkningens sympati.
Endnu et trofæ
Resultatet er, at de borgerlige er ved at vinde endnu et trofæ til hylden. Det kan de sætte op ved siden af dem fra Carina-sagen, betalingsringen, de 12 minutter og de mange andre, som de har vundet med deres gode og effektive mediehåndtering.
For de borgerlige har for længst forstået, at de ikke behøver at forklare folk om for eksempel kompliceret arbejdsmarkedspolitik. Hvis bare de vinder medieslagene, skal folks sympati nok komme.
