Fakta
Rasmus Jønsson
Rasmus Jønsson (1970). Uddannet cand.comm. Har siden 2001 arbejdet som kommunikationsrådgiver for organisationer, virksomheder og partier, senest for Ny Alliance.
Er partner i kommunikationsfirmaet NEW DEALS og ansat som ekstern lektor på Kommunikation på RUC. Har også skrevet bøger og rapporter om dansk politik.
Ugens Politik er en klumme og derfor et udtryk for skribentens egen holdning.
Det er en fornuftig beslutning, Søvndal har taget ved at overlade roret til friske kræfter. SF er styrtdykket i målingerne, hvor de i løbet af et par år er rutsjet fra 20 procent til omkring 5 procent. Og Søvndal har med mange dårlige sager og med begrænset ildkraft internt i regeringen haft et stort ansvar for nedturen.
Omvendt har han faktisk haft en del visioner på udenrigsområdet, og det er helt tydeligt, at han i langt højere grad er optaget af den internationale scene frem for den nationale. Nu får han chancen for at blive en populær udenrigsminister, og den mission er absolut ikke umulig.
De er i spil til at overtage
Der er ingen oplagt kronprins eller -prinsesse til at tage over. På mandag mødes landsledelsen og aftaler en køreplan for forløbet. Er der kun en kandidat, vil det blive en kåring, men er der flere kandidater, skal de to kandidater, som landsledelsen indstiller, ud i en urafstemning. Noget tyder på, at det bliver den sidste model.
Det er langt fra sikkert, at alle kandidater melder deres kandidatur ud før landsledelsesmødet mandag. Men som det ser ud nu, er det mest oplagte, at efterfølgerne skal findes på ministerholdet. Her er de to mest sandsynlige kandidater:
Miljøminister Ida Auken: Hun deler vandene i folketingsgruppen, men ender det hele i en urafstemning, vurderes det, at hun står godt, da hun er forholdsvis populær i SF-baglandet. Samtidig giver hendes grønne profil også nogle klare pejlemærker i forhold til, hvad hun vil som politiker, og netop det grønne, mener mange SF'ere, er blevet overset i jagten på regeringsmagten.
Sundhedsminister Astrid Krag: Hun står stærkt blandt de unge SF'ere og er længe blevet udråbt som SF's store håb. En del er dog blevet skuffet over hende som sundhedsminister, hvor de mener, at ministeriet er løbet af sted med hende og ikke omvendt. Men Astrid Krag er trods sin unge alder en dreven politiker, der har været med i toppen af dansk politik i en del år, og da hun var integrationsordfører, viste hun, at hun kan stå fast i høj søgang.
Dark Horse
En dark horse er Lejres borgmester Mette Touborg, som også er næstformand i SF. Hun er populær i SF's kommunale bagland, og hun har gjort det overbevisende som borgmester. Samtidig er hun ikke en del af fløjkrigen i SF's gruppe, så på den måde kunne hun blive en slags kompromiskandidat.
Af andre boblere er den politiske ordfører Jesper Petersen, som har gjort det godt på posten, men som samtidig også vurderes at være for ung til at udfylde formandsstolen.
Derudover er der handels- og investeringsministeren Pia Olsen Dyhr - som godt nok har forsøgt sig en gang som formandskandidat, men som samtidig har vist en soliditet som minister. Endelig spøger Özlem Cekic i kulissen: hun har ikke det store at tabe ved at forsøge sig, og en del ræverøde SF'ere vil sikkert opfordre hende til at "søge" stillingen.