På to år har danskerne øget arbejdsugen med en halv time, så vi i dag arbejder 37,6 timer i gennemsnit. En stigning fra 37,1 timer om ugen. Det afslører en ny undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
– Tallene viser, at folk arbejder en halv time mere om ugen, forklarer professor Anne Helene Garde.
Stigningen er bemærkelsesværdig, mener seniorforsker Jens Bonke. Han forsker i arbejdstid ved Rockwoolfondens Forskningsenhed.
– Det er rigtig interessant. Det tyder på en stigning i danskernes arbejdstid af et vist omfang, siger Jens Bonke.
Husker du 12 minutter?
Den tidligere regerings plan om øget arbejdstid faldt sammen med de forliste trepartsforhandlinger.Imens har væksten i økonomien drevet arbejdstiden fremad, vurderer Jens Bonke. Uden at politikerne har været indblandet.
– Det er tankevækkende, at den tidligere regering sagde, at vi skulle arbejde en time mere om ugen. Og nu har vi fået det halve uden de store sværdslag.
Jens Bonke er glad for, at politikere fra flere partier er begyndt at diskutere en nedsættelse af arbejdstiden.
– Der er startet en diskussion om arbejdstid, og det synes jeg er positivt, selvom ingen af de store partier vil røre det med en ildtang.
