Helle Linnerup, der er indehaver af Vinderup Taxi sammen med Ehlert Schytt, oplyser, at firmaet blev medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening, KA, for tre år siden, hvor de samarbejdede med Kristelig Fagforening, Krifa.
– Det tegnede lyst, men da det kom til stykket, kunne de faktisk ingenting. Vi anede ikke, hvor vi havde dem. Især Krifa modarbejdede os og var på nakken af os. Det var også vildt frustrerende for vores tillidsrepræsentanter. Krifa ville ikke høre på dem eller samarbejde med dem. Der var for eksempel grundløse chaufførsager. Det var fortvivlende at ligge og rotere om natten og spekulere på, hvad Krifa nu kunne finde på, siger hun.
Det store vendepunkt
Det lå på ingen måde lige for at samarbejde med 3F, som ikke var parrets kop te. Faktisk opfordrede Ehlert Schytt på et tidspunkt sine chauffører til at melde sig ud af 3F, som i flere år havde kørt konfliktvarsel på firmaet.Vendepunktet var en faglig sag med en chauffør, der var 3F-medlem, hvor forhandlingssekretær fra 3Fs Transportgruppe Allan Andersen kom på banen. Det var i foråret 2015.
– Allan Andersen var fornuftig, ligefrem og regulær og havde en anden måde at tackle tingene på. Han kunne se tingene fra begge sider. Det var starten på et godt samarbejde. Vi ser meget lyst på fremtiden. Det gør vores tillidsrepræsentanter også, siger hun.
Hun føler, at der er kommet ro på nu efter al balladen med KA og Krifa.
– Vi møder megen fornuft i 3F, der repræsenterer det gode, professionelle og enkle liv. Vi vil gerne have, at hele branchen konkurrerer på lige vilkår på 3F’s overenskomst. Der er for mange, der snyder i branchen, siger hun.
Ny 3F-overenskomst
Vinderup Taxi har 148 biler og er Jyllands største taxifirma, men kører også på Fyn. Firmaet er nu medlem af ATAX, Danmarks største arbejdsgiverforening for taxivognmænd, som 3F har fået ny overenskomst med. 88 procent af 3F’erne har netop stemt ja til overenskomsten.Overenskomsten giver lønstigninger på 1.400 kr. om måneden over de tre år. Og giver blandt andet også øget tryghed og sikring ved arbejdsløshed, mere fair og lige vilkår for kørsel for det offentlige, oplyser Allan Andersen.
Han er glad for, at Vinderup Taxi efter en række møder blev overbevist om, at de skulle satse på 3F og ATAX.
Han kalder det et kæmpestort skridt, at Vinderup Taxi nu er i ATAX i forhold til at få fair konkurrence i Jylland også.
– Vi har fået lavet en aftale med talens magt. Det er vigtigt for 3F, men endnu vigtigere for branchen. Og for chaufførerne, der heller ikke kan leve af den discountoverenskomst, som de kristelige tilbyder, siger Allan Andersen.
Det har i dag ikke været muligt at træffe direktør for Kristelig Arbejdsgiverforening Karsten Høgild for en kommentar til kritikken.

