Fakta
Rasmus Jønsson
Født 1970. Uddannet cand.comm. Har siden 2001 arbejdet som kommunikationsrådgiver for organisationer, virksomheder og partier, senest for det daværende Ny Alliance.
Er partner i kommunikationsfirmaet NEW DEALS og ansat som ekstern lektor på Kommunikation på RUC. Har også skrevet bøger og rapporter om dansk politik.
Det blev noget overraskende ikke Thornings nytårstale, men hendes tale et par uger senere til dronningens 40-års-jubilæum, der skulle bryde forbandelsen. For siden Thorning tiltrådte, har hun og regeringen stort set ikke haft én positiv historie. Men den tale, som Thorning holdt til dronningen - hvor hun for første gang brugte sin opvækst-fortælling fra Ishøj på en troværdig måde - fik ros fra alle sider.
Et par dage efter gentog Thorning succesen og leverede en fremragende tale i EU, da hun skulle præsentere de danske forventninger til formandskabet. De positive ord om Thornings EU-tale blev dog overskygget af Morten Messerschmidt fra DF, der efterfølgende optrådte med en hidtil uset aggressivitet.
Messerschmidts vanvidsudbrud kunne dog ikke fjerne fokus fra, at skatteminister Thor Möger i ugens løb også har fået mange gode anmeldelser for regeringens skattevisioner. Blandt andet den ellers noget banale betragtning ”at det skal kunne betale sig af arbejde” har skabt en del glæde og positiv opmærksomhed.
En pause fra de dårlige sager
Samtidig med at de forskellige positive historier langsomt pibler frem, er det også lykkedes regeringen at træde uden om de dårlige sager, de ellers har jokket godt og grundigt rundt i. Ingen nye kommunistafsløringer om Sohn, Villy har bundet slipset ordentligt, og der er ikke investeret i nye rygebokse. Kombinationen af et par politiske fuldtræffere og en pause fra de dårlige sager har pyntet på regeringens ramponerede image.
Oven i det skal så lægges, at modstanderne har haft en skidt uge. Messerschmidt skruet så højt op for volumenknappen, at det forvrænger oppositionens lyd. Det er heller ikke noget kønt syn at se Venstre-politikere løbe rundt og dele gratis slik ud i tog og busser som trøst for de høje priser, de selv har indført. En sådan aktion ligger et sted mellem komisk og tosset.
Det store spørgsmål er nu, om Thorning kan holde den nye stil? Eller om alt snart kommer tilbage i den gamle gænge med møgsager og politiske vildskud.