Håndværkere taber 5.000 kroner i løn

Løn:   Ansatte i byggeriet er dem, der oplever det største fald i reallønnen i år. Murere på Amager blev sat ned til 170 kroner i timen, da krisen ramte. Siden er de ikke steget, fortæller tillidsmand.

Krisen er blevet dyr for landets håndværkere. Bare det seneste år har murere, tømrere og betonarbejdere tabt 4.849 kroner i løn.

Løntabet skyldes, at priserne er steget med 2,2 procent det seneste år, mens lønnen i byggeriet halser efter med en stigning på 0,9 procent. De nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser også, at byggeriet er den branche, der har størst fald i reallønnen.

Hos Øens Murerfirma blev de godt 80 murersvende sat ned til 170 kroner, da krisen ramte. Og den timeløn har de ligget fast på siden, fortæller tillidsrepræsentant David Jennow.

- Vi synes ikke, at brødet hos bageren eller huslejen er blevet billigere. Men vi skal jo forsørge vores familier, siger David Jennow.

Fakta

Lønnedgang

Fra 2. kvartal 2011 til 2. kvartal 2012


  • Inflation: 2,2 procent

  • Løn i byggeriet: 0,9 procent

  • Løn for alle lønmodtagere under LO/DA: 1,7 procent


Tab af realløn: 4.849 kroner om året

Det udgøres af 1,3 procent i reallønstab af en årsløn for en gennemsnitlig bygningsarbejder: 373.714 inkl. pension, 160,4 timer om måneden hele året.

Kilde: DA's lønstatistik og 3F

Frygter fyreseddel

Han har flere kollegaer, der har været arbejdsløse i lang tid. Og det skræmmer murerne i firmaet. Når arbejdsløsheden er høj, er der ingen, der tør brokke sig over lønnen, fordi de frygter at blive fyret.

- Ledelsen synes, vi skal være glade for det. Lønnen er blevet en strid kamp i forhold til tidligere, fortæller David Jennow.

Pres fra østeuropa

I tillæg til presset fra arbejdsløsheden kommer presset fra østarbejdere, mener sekretariatschef for byggefagforeningerne i BAT-Kartellet Gunde Odgaard.

- Mellem 8 og 12 procent af de beskæftigede i byggeriet er fra udlandet, og de har helt andre krav til lønnen. Det er med til at presse lønningerne, siger Gunde Odgaard.

Han ser frem til, at der kommer gang i byggeriet igen. For mens byggeriet falder mest i løn under krisetider, er branchen samtidig også hurtig til at stige i løn, når det går godt.