Konflikt afværget i Københavns lufthavn

Trusler om strejke sikrer overenskomst med lavprisselskabet Primera Air. Den blokerer for social dumping i Københavns Lufthavn.
Af Peter Keiding, Fagbladet 3F, peter.keiding@3f.dk

Københavns Lufthavn slippper for en masse sure flypassagerer, som ikke kunne komme på vinterferie. Trussel om strejke har tilsyneladende haft effekt.

Det omstridte discountflyselskab, Primera Air, har nemlig tegnet overenskomst med Flybranchens Personale Union (FPU) under LO. Aftalen sætter en stopper for, at kabinepersonale og piloter hyres ind på midlertidige kontrakter via skattely.

Det betyder også, at 3F har afblæst den varslede sympatikonflikt. Den skulle have trådt i kraft på onsdag 1. februar.

- Lad os håbe at social dumping bliver holdt ude af dansk luftfart. Firmaer som Ryan Air skal ikke få held med samme politik, som Primera forsøgte, siger Henrik Bay-Clausen. Han er formand for 3F Kastrup.

Lukket hullet

FPU er rigtigt godt tilfredse med resultatet:

- Det har været op ad bakke, siden vi startede forhandlingerne sidste år. Men vores venner i 3F begyndte at rasle med sablen. Og så kom der skub i forhandlingerne. Jeg er meget glad for, at vi nu får lukket hullet i forhold til social dumping, siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Altid aftaler

Ifølge CEO for Primera Air, Jón Karl Ólafsson, har selskabet hele tiden gerne ville tegne overenskomst med dansk fagbevægelse.

- Vi laver altid aftaler med fagforeninger i de lande, som vi opererer i i længere tid. Så jeg forstår ikke, hvorfor der har været al den ballade, siger han til Fagbladet 3F.

Jón Karl Ólafsson afviser også, at truslen om sympatistrejke har haft betydning for, at overenskomsten bliver underskrevet netop nu.

Medlemmerne af FPU skal nu stemme om den indgåede overenskomst.



• Forsiden lige nu •