På tre år er flere end 65.000 arbejdspladser i industrien gået tabt. Og det har særlig kostet mange 3F’ere på Fyn jobbet.
På Fyn er mere end hver fjerde industrijob lukket siden 2009, og det gør øen i midten til den landsdel i Danmark, der er hårdest ramt.
– Det ser sort ud her på Fyn, siger Stig Arresø Møller, der er formand for 3F Industri i Odense.
Lukning af Dalum papirfabrik sidste år og Wittenborg forrige år har gjort ondt. De to store arbejdspladser røg til Frankrig og Italien. Det har kostet godt 400 3F’ere deres job.
– Vi har heldigvis sikret nogle gode aftaler på Dalum og Wittenborg, så mange har fået uddannelse og skiftet branche, forklarer Stig Arresø Møller.
Dårlige jobchancer på Fyn
Senest er medicinfabrikken Orifarm gået i gang med at lukke produktionen ned. Det koster 160 arbejdspladser, der flytter til Tjekkiet.
Fyn er samtidig landsdelen med nogle af de dårligste jobchancer. Der er hver måned 11 gange så mange arbejdsløse, som der er ledige job.
– Flere har valgt at gå på efterløn, fordi de ikke kunne få nyt arbejde. Og så har vi nogle, der står til at miste deres dagpenge, lyder det fra industriformanden.
– Det er træls. Også fordi vi har hørt, at der bliver givet statsstøtte til produktionen af papir i Frankrig.