Fakta
Grov sag om hærværk
Sydjyllands politi efterforsker fortsat sagen om groft seriehærværk, der ramte mindst 24 personbiler i sidste weekend. Bilerne fik skåret et eller flere dæk op. Det foregik, mens de var langtidsparkeret ved OK-tanken i Padborg.
Politiet håber, at vidner eller andre, der ved noget, vil kontakte politiet i Aabenraa eller Padborg med oplysninger. Politiets kontaktoplysninger findes her.
Op mod 80 opskårne dæk. I sidste weekend ramte den form for hærværk mindst 24 biler, der stod parkeret i Padborg.
Bilerne tilhører udenlandske chauffører, der kører for lokale vognmænd. Det fik nærpolitiet i Padborg på banen. Politiet meldte ud, at brødnid var motiv. Og at danske chauffører, der var ledige, kunne stå bag.
Det har vakt vrede. Chaufførerne i 3F Aabenraa mener, at politiet stempler hele branchen, og de danske chauffører tager skarpt afstand fra både hærværk og politi.
Sag fortsat uopklaret
I dag har politiet ingen mening om, hvem der står bag hærværket. Og sagen er fortsat uopklaret. Det oplyser politiinspektør Knud Reinholdt, der leder lokalpolitiet i Aabenraa.
- Vi har intet belæg for at sige noget om, hvem der står bag. Vi søger bredt efter gerningsmænd, og vi modtager enhver oplysning med tak, siger han.
Han oplyser samtidig, at 3F må skrive til politiet, hvis man har anker mod de udsagn, der tidligere er faldet om sagen. Og så håber han, at tips om sagen kan føre til, at den kan blive opklaret.
3F: Tænk jer om
3F undersøger, om politiets påstande, der faldt i sidste uge, er injurier. Og bølgerne gik højt, da 3F Aabenraa lørdag holdt generalforsamling.
Jørgen Christensen, der er faglig sekretær i 3F Aabenraa, betragter den seneste melding fra politiet som en undskyldning, der renser luften.
- Vi tager naturligvis kraftig afstand fra hærværk. Chauffører, der er fra udlandet, skal kunne parkere i fred. Men vores chauffører skal ikke udsættes for påstande om motiver, når der ikke er skygge af belæg for at slynge dem ud, siger han.