Polsk firma skyld i Andrzejs ulykke

Andrzej Strugala har været sygemeldt i et halvt år, efter han og kollegaerne blev presset til at arbejde i alt for kraftig vind.

Det var cheferne i det udskældte firma Budomex, der er skyld i, at polske Andrzej Strugala blev ramt af en alvorlig arbejdsulykke på Aarhus Havn.

Det slår Arbejdstilsynet fast i en ny rapport.

Den polske 3F'er Andrzej Strugala måtte opereres i benet efter ulykken og har været sygemeldt nu i et halvt år. Han blev væltet omkuld fra sin stige i to meters højde, da den kraftige vind blæste et tre meter højt byggeelement af metal ind i ham.

- Det blæste for meget til, at de skulle have fortsat med arbejdet, og det reagerede vi på. De burde have planlagt arbejdet anderledes, siger Gitte Møller Jensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.

Fakta

Rapporten

Læs Arbejdstilsynets  rapport om Andrzejs Strugalas ulykke her

For lille kran

Rapporten afslører, at det blæste 22 meter i sekundet den formiddag i januar. Selv de store kraner på pladsen slår automatisk fra ved 15 meter i sekundet. Men ulykken blev udløst af en mindre kran af mærket ”Potain”, der kan klare endnu mindre vind.

Kranføreren advarede om det farlige arbejde, men blev beordret til at fortsætte. Nu kræver 3F erstatning fra Budomex.

- Vi har rejst et civilt søgsmål mod Budomex. Vi mener, firmaet er ansvarlig for ulykken, siger Ole Vagn Christiansen, formand for byggegruppen i 3F Aarhus Rymarken.

"Usmageligt"

Budomex varetager en stor opgave med at støbe beton for Pihl & Søn, der opfører ikonbyggeriet Navitas på Aarhus Havn. Fremtidens arkitekter og maskinmestre skal gå i skole her.

Ledelsen i Budomex har erkendt deres fejl overfor Fagbladet 3F.

- Det er uacceptabelt, og vores leder på byggepladsen har ikke kunnet give en god forklaring, lød det fra Budomex' kommunikationsansvarlige Simon Hansen.

Fra start fortalte de polske 3F-medlemmer på pladsen, at de blev presset til farligt arbejde, lyder det fra 3F.

- Ledelsen har opført sig usmageligt. De prøvede at dække over ulykken. De nægtede at tilkalde en ambulance og anmeldte den ikke til myndighederne, siger Ole Vagn Christiansen.