Så meget betalte banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og andre finanshuse i selskabsskat i 2011. Det svarer til, at hele 38 procent af den samlede selskabsskat på 29 milliarder kroner kom fra finanssektoren dette år. Tallene stammer fra kørsler fra Skatteministeriets lister over virksomhedernes selskabsskat, der for nylig blev offentliggjort.
Overraskende
Ifølge professor Søren Bo Nielsen fra CBS vil det nok overraske mange:– Der er en antikveret opfattelse af, at det først og fremmest er industrien, der betaler skat her i landet. Mange tror, at virksomheder i finanssektoren ikke rigtigt bidrager. Men det passer ikke, siger Søren Bo Nielsen.
Ifølge Søren Bo Nielsen klinger det derfor også lidt hult, når DI plæderer for, at lavere selskabsskat er nødvendig for at skabe flere industrijob her i landet.
Danske Bank bundskraber
Hvor de finansielle virksomheder altså betaler meget i skat i kroner og ører, så er deres skatteprocent ikke helt i top. Den officielle selskabskatteprocent ligger på 25. Men for finanssektoren er den kun på 19 procent.Det dækker over store interne forskelle. Blandt bankerne betaler for eksempel Lån & Spar bank den fulde skatteprocent på 25 procent, og Jyske Bank følger tæt efter med 23 procent. Til gængæld betaler Saxo Bank kun 10 procent, mens udskældte Danske Bank skraber bunden, med en skatteprocent på sølle fire.
Denne undersøgelse omfatter virksomheder med mindst 100 medarbejdere.

