I denne uge holder Forenede Service introduktionsmøder på sjællandske kaserner, hvis drift de overtager pr. 1. april.
Fakta
Nej og ja
Søren K. Sørensen, der arbejder med arealpleje, er skeptisk over for, at Forenede Service overtager driften på kasernerne:
- Jeg tror, forsvaret i dag laver en masse opgaver, som Forenede ikke har taget højde for. Det er medarbejderne, der bliver sorteper. Jeg tror, hovedparten vil gå ned i løn, og vores pensionsforhold bliver dårligere. De første tre til seks måneder vil der nok ikke ske så meget, men så frygter jeg, det kommer til at rykke - i en forkert retning, siger Søren K. Sørensen.
Per Larsen, rengøringsassistent gennem snart 25 år i forsvaret, havde ja-hatten på efter sit første møde med Forenede Service.
- Jeg har fået et andet indtryk end dét, man får gennem pressen. Men vi er også nødt til at se positivt på det. Bare man har et arbejde - det er det vigtigste i øjeblikket.
Kan I garantere, at vi har et fuldtidsjob efter 1. marts 2013? Får vi fortsat tillæg for at have taget uddannelsen som serviceassistent? Står vi med et tomt varelager, når Forenede Service tager over?
Forsvarsarbejdernes spørgelyst var stor og mangfoldig, da repræsentanter fra Forenede i denne uge besøgte Jonstruplejren i Ballerup. Ét af flere introduktionsmøder på kasernerne øst for Storebælt, hvis drift pr. 1. april skal overgå til den store servicekoncern.
Der har været røre om, at forsvaret ikke selv vandt driften. Dertil kommer en klagesag, som har udsat processen. Og oveni Fagbladet 3F's afsløringer af ydmygende forhold for rumænske rengøringsfolk under Forenede Service.
Brodne kar
Salgsdirektør Hans Fog, Forenede Service, forsikrede også de fremmødte om, at man ikke er stolte af de fremkomne sager.
- Vi har haft brodne kar, men det har afstedkommet, at vi strammer op og har ryddet op i egne rækker, forsikrede Hans Fog.
Først pr. 1. marts 2013 vil de cirka 300 medarbejderne skifte overenskomst. Ændringerne vil indtil da være begrænsede. Men pr. 1. marts næste år kan der ske forandringer, der for nogle er forbundet med fordele, for andre ulemper.
I skal have det godt
Hans Fog slog fast, at virksomhedsoverdragelser aldrig klinger godt, men at det handler om at komme godt fra start. Sammen.
- Vi lever af nærhed til medarbejderne, og vi skal sørge for, at I har det godt, sagde Hans Fog.
Marianne Wellejus, rengøringsassistent på Jonstruplejren, har efter mødet fået et positivt indtryk af Forenede.
- Jeg er helt tryg ved situationen. De har én måde at gøre tingene på, men respekt for det. Man er altid nervøs for forandringer, men jeg synes helhedsindtrykket er godt, og de gør meget ud af at få os til at føle os trygge, siger Marianne Wellejus.
Senere på ugen holder Forenede Service introduktionsmøder på Antvorskov Kaserne, Vordingborg Kaserne og Almegaards på Bornholm.